EMNER

Familiebrugets formand blev hyldet af mange

BRØNDERSLEV:Gratulanter fra nær og fjern var mødt op for at hylde formand for Landbrugsrådgivning Nord, Familiebruget, Kurt Jørgensen, Hollensted, der i går fyldte 50 år. Formand for driftsøkonomiudvalget i foreningen, Jens Leo Nielsen, der også er medlem af forretningsudvalget, havde mange rosende ord om Kurt Jørgensen og hans indsats for foreningen. - Siden 1978 har Kurt Jørgensen drevet landbrug i Hollensted. Han har været aktiv i foreningslivet i mange år - faktisk siden han var 17 år. Det begyndte med, at han kom i bestyrelsen for Ingstrup Jagtforening. Og siden har foreningsarbejdet fulgt dig. I 1987 kom du i bestyrelsen for Brønderslev Husmandsforening, og siden har du haft en række poster inden for landbruget. - Du har været en af drivkræfterne bag landbrugsrådgivningen, og da landboforeningen og familiebruget brød med hinanden, var du mand for at sætte en ny landbrugsrådgivning på skinner, konstaterede Jens Leo Nielsen. - Beslutningen om bruddet skete i 1999, men allerede i 2000 skulle den ny rådgivning en realitet, og det skete. - Du repræsenterer familiebruget i Rådet for Agroindustri, og også her er du med til at sætte landsdelen på landkortet, sagde Jens Leo Nielsen og fortsatte: - Du får stor hjælp af din kone, Margrethe Jørgensen, og uden denne hjælp og opbakning kunne du ikke påtage dig de mange gøremål uden for hjemmet. Direktør i Frøsalget i Brørup, under landboforeningen og familiebruget, rostede Kurt Jørgensen for hans dygtige måde at lede organisationen på. Kurt Jørgensen er landsformand for Frøsalget og udfører her et meget stort arbejde. Povl Hansen, Guldager, Hjørring, roste Kurt Jørgensen for hans engagement i Jordbrugskommissionen, hvor både Povl Hansen og Kurt Jørgensen har sæde. Receptionen blev holdt på Landbrugsrådgivning Nords kontor på Industrivej i Aabybro, og det var husholdningsudvalget, der stod for den kulinariske del af dagen.