EMNER

Familiecenter i Hobro bliver til hotel

Lokalt selskab gør igen Hobro til hotelby

HOBRO:Hobro Familiecenter i Hobro Østerskov er afgået ved en stille død. Organisationen bag, ICU - I See You - har lukket og slukket efter mindre end to år på stedet. Det jubler man over i Hobro. Ikke bare fordi den omstridte organisation er ude af byen, men lige så meget fordi, familiecentret er solgt til et privat handelsselskab. Anpartshavere er den lokale installatør Ove Rasmussen og hans søn Jens, som om ganske kort tid åbner husets døre til en helt ny og anderledes fremtid. De to satser på hoteldrift, og med ejendommens placering i Hobro Østerskov for enden af Amerikavej i Hobro, har det ikke været svært at finde frem til navnet Hotel Amerika. I første omgang åbner hotellet med 22 værelser, men en fløj vil blive bygget til, så Hobro formentlig allerede til næste år har et hotel med 50 senge - i øvrigt det eneste i byen. Koordinator i ICU, Per Skjødt, beklager, at organisationens økonomi er strammet så meget til, at det ikke er muligt at videreføre familiecentret i Hobro. - Regeringen har gjort det vældig besværligt for os ved at ændre på tilskudspolitikken. Det har ikke bare ramt ICU, men branchen i det hele taget, siger Per Skjødt. Hobro Familiecenter henvendte sig til familier, der på den ene eller anden måde havde brug for hjælp for at komme videre i tilværelsen. Der er fra flere sider blevet stillet spørgsmål ved organisationens behandlingsmetoder, og bl.a. har NORDJYSKE Stiftstidende tidligere skrevet en række kritiske artikler om ICU. Eksempelvis er koordinator Per Skjødts erhvervsmæssige baggrund en butiksuddannelse og indehaver af en pladebutik i Århus.