Familiedag blev stor succes

Halvrimmen 1. juli 2003 08:00

HALVRIMMEN: Den strålende sol og nordjysk badevand mellem 16 og 20 grader generede åbenbart ikke Øland-Halvrimmens familiedag på sportspladsen. Deltagerantallet svingede i eftermiddagens løb mellem 60 og 100. Det var lidt svært at få tal på de mange korte ben, der vimsede rundt mellem aktiviteterne, mens der var nok så meget hold på modsatte ende af aldersskalaen, selvom en enkelt af bedsteforældrene førte sig frem på minifodboldbanen. Der blev dystet i kæmpe-mikado og vikingespil, boccia og ballebold, hvor deltagerne optræder i vest påsyet velcrolapper, så bolden bliver hængende, hvor man bliver ramt. På et tidspunkt samledes de fleste i et spil rundbold, der krævede en halv fodboldbane. Der blev løbet, grinet, pustet og stønnet, men den, der havde det aller varmest, var dog Steen Andersen, der svedte om kap med den gris, han havde under forberedelse til aftenens festmåltid i det fri. Her samledes 120-130 børn og voksne, der i fulde drag nød den lune sommeraften sammen med maden. Klubbens formand, Brian Rasmussen, med sine mange hjælpere havde godt styr på arrangementet, der sluttede klokken 21, og han strålede om kap med solen over den overraskende og glædelige tilslutning. Der kom flere positive tilkendegivelser fra deltagerne og det animerer absolut til en gentagelse. Bestyrelsen fik fuldt ud indfriet sine forventninger til arrangementet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...