Familiedag på Boldrup Museum

Tækkearbejde, lerpottebrænding og fåreklipning samt tovtrækningskonkurrence med belgierhest på programmet

Mariager 2. september 2002 08:00

BOLDRUP: For syvende gang arrangerer Boldrup Museumsforening fåredag på museet. Det sker søndag, hvor der vil være masser af spændende aktiviteter på programmet for alle aldersklasser, blandt andet mange arbejdende værksteder. Leder af stenaldercentret i Ertebølle, Vagn Pedersen, kommer og demonstrerer, hvordan redskaber af flint skal tilhugges på primitiv facon. Fra Nørager kommer Agner Sørensen og hans søn Kurt, der vil vise, hvordan rebslagning foregår. Om eftermiddagen skal det færdiglavede reb stå sin prøve, når tidligere skovarbejder Harald Kjær fra Ladelund kommer med sin otte-årige belgiervallak Kasper. Den skal ene hest konkurrere i tovtrækning med en gruppe af fåredagens gæster i den anden ende af rebet. Hvem der går af med sejren, vil dagen vise. Harald Kjær er dog en erfaren mand på området, fordi han tidligere i mange år har rejst rundt til byfester og markeder i store dele af landet med en anden belgier arbejdshest, der ifølge ejeren altid med list var i stand til at vinde over sine modstandere uanset antal. Med på fåredagen har Harald Kjær også sin søn Gerrie Kjær fra Nørlund, der med sine heste vil demonstrere, hvordan bonden i gamle dage plovede, harvede, såede og tromlede markerne med heste som eneste trækkraft. Samtidig bliver der mulighed for en køretur i hestevogn i løbet af dagen for de forhåbentlig mange fremmødte gæster i det smukke landlige område omkring museet. Ny storkerede Et andet højedpunkt på fåredagen bliver en demonstration i tækkearbejdets kunst udført af tækkemand Bjarne Johansen fra Mariager. I løbet af fåredagen vil han lægge nye mønningstørv på museets stuehus, og arbejdets sluttes med opsætning af en ny storkerede på museets stråtag. I lighed med sidste år bliver der også mulighed for at se Jørn Sørensen fra Giver Historiske Værksted fremstille redskaber af jern på en ambolt og glødende esse. Fra Aalestrup kommer Kirsten Larsen og demomstrerer fremstilling af lerpotter fra jernalderen, hvor selve brændingen foregår i en mile etableret på museets område. For de husflidsinteresserede gæster er der også pileflet på programmet med Karen Sørensen fra Aars. Samtidig vil Inger Marie Regnar fra Løgstør sammen med lokale spindepiger vise, hvordan nyklippet uld fra nogle af museets får skal bearbejdes med kartning, spinding og filtning, inden det bearbejdede uld er klar til strikkepindene. Børneaktiviteter Fra arrangørernes side er der også tænkt på de yngste årgange blandt de besøgende på fåredagen. Det sker med aktiviteter som bueskydning, gættekonkurrencer, filtarbejde, pandekagebagning over bål. Og for de voksne vil der også være mulighed for at slukke både tørsten og den værste sult med både kaffe og hjemmebag samt ved middagstid grillstegt lam med tilbehør direkte fra ilden. Fra museets store urtehave er der tilbud på køb af friskopgravede grøntsager og honning fra de opstillede bistader. Den musikalske underholdning på fåredagen er lagt i hændene på museets stifter, Niels Jørn Østergaard. Sammen med Jens Peter Hansen vil han flere gange i løbet af dagen underholde med musik på harmonika og tværfløjte. Som formand for museumsforeningens bestyrelse håber Hans F. Jensen fra Nørager på rigtig mange besøgende på fåredage. - Det er en rigtig familiedag, og med det store program med 50 aktørere og frivillige bag fortjener det mindst 500 besøgende. Men alt afhænger jo af søndagsvejret, sidste år kom der trods regnvejr i tove det meste af dagen alligevel over 350 i løbet af dagen, påpeger formanden.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...