Familiedag på minkfarm i Brovst

Invitation til at komme tæt på de små minkhvalpe hos familien Andersen

Bir­git og Frank An­der­sen vil på lør­dag vise rundt i de­res mink­hal­ler, hvor de små mink­hval­pe nu er 6-8 uger og snart skal væn­nes fra mo­de­ren.

Bir­git og Frank An­der­sen vil på lør­dag vise rundt i de­res mink­hal­ler, hvor de små mink­hval­pe nu er 6-8 uger og snart skal væn­nes fra mo­de­ren.

BROVST:Det er ikke hver dag, der er mulighed for at komme ind bag det beskyttende hegn på en minkfarm - og tilmed få lejlighed til at komme helt tæt på de små minkhvalpe. Men nu er chancen der. Lørdag 17. juni kl. 10-14 har ebh bank arrangeret åbent hus på Birgit og Frank Andersens minkfarm, Vester Kanalvej/Tranumvej i den vestlige udkant af Brovst. - Arrangementet er lagt til rette som en hyggelig familiedag, hvor der er aktiviteter for både børn og voksne, fortæller afdelingsdirektør Kurt Kjær Røge fra ebh bank i Brovst. Ud over at se dyrene på nært hold og få en masse at vide om minkavl, bliver der både hestevognskørsel og ponyridning. Der er også mulighed for at deltage i en gættekonkurrence, og der bydes på pølser, sodavand og øl. Birgit og Frank Andersen vil vise rundt i de lange minkhaller, hvor de små minkhvalpe nu er 6-8 uger og snart skal vænnes fra moderen. Allerede i august er årets kuld hvalpe fuldt udviklede og får i løbet af efteråret en flot, tæt pels i hvide, grå, brune og sorte farver. Hannerne, som er væsentligt større end tæverne, går i særskilte haller. I minkfarmens maskinhus er der til åbent hus-arrangementet opsat en plancheudstilling, så man kan følge minkens vej lige fra parring og fødsel over opvæksten til avlsdyr og senere pelsning. Derefter sælges skindene på auktion i København og forarbejdes til alle tænkelige beklædningsgenstande. To tredjedele af skindene afsættes til forarbejdning i Kina, mens en mindre del aftages af danske buntmagere, der er kendt for at lave pelsvarer af allerhøjeste kvalitet. Den lokale pelsbutik Taka Pels er med på familiedagen og viser eksempler på, hvordan minkens pels anvendes i tekstilindustrien på utroligt mange måder. - Kun fantasien sætter grænser, fastslår Birgit og Frank Andersen. I maskinhuset er der i øvrigt også lejlighed til at se en billedserie, som viser, hvordan produktionen foregår på familien Andersens egen farm, der omfatter 2500 årstæver. Pelsningen foregår i Skovsgård, hvor fire lokale minkavlere er gået sammen om et hus, der drives som et interessentskab.