Ishockey

Familiefars barske afsavn

AaB-kaptajn Bo Nordby-Andersen ser frem til fredelige familiedage

INNSBRUCK:På isen er den 26-årige aalborgenser. Bo Nordby-Andersen, en sand hockeykriger. Altid klar til at kaste sig ind i de farlige og voldsomme slåskampe foran modstandernes mål, også selv om det er i kamp mod garderhøje forsvarsspillere fra verdens bedste ishockeynationer. I den netop afsluttede danske liga ofrede han sig også i en sådan grad, at det gav blå mærker og skader flere steder på kroppen, men det er slet ikke den slags, der tager hårdest på den lille, nordjyske terrier. - Nej, det hårdeste og sværeste er at skulle undvære mine børn, Cille på toethalvt år og Malte på 16 måneder, siger farmand Bo. - De har ikke let ved at forstå, at deres far pludselig er væk i 10 dage fulgt op af de 16 dage, som et VM tager for os spillere. - Derfor ville jeg da også meget hellere spille tre kampe i træk i løbet af tre dage, så VM-slutrunden kunne overståes på en uge. - Altså ikke fordi jeg er træt af ishockeyspillet eller mine holdkammerater, men fordi det er hårdt for en familie med to små børn at have farmand væk så lang tid af gangen, forklarer Bo Nordby. - Jeg er almindeligvis meget hjemme ved børnene, fordi min kontrakt med AaB Ishockey er sådan skruet sammen, at jeg kan koncentrere mig om ishockey og ikke behøver andet civilt arbejde ved siden af. Derfor tilbringer jeg dagligt mange timer sammen med mine børn, og derfor er det ekstra svært, når jeg pludselig er væk næsten en hel måned med forberedelser til VM og selve slutrunden. - Heldigvis venter der en feriepause, når VM er overstået. Og sommertræning behøver vist ikke blive aktuelt foreløbig, når mesterskaberne først afvikles helt hen i maj. Inden der bliver gensyn hjemme i Aabybro for familien Nordby-Andersen, skal energibundet fra AaB Ishockey dog lige levere en indsats i Innsbruck, og trods de mange skader og blå mærker under DM-slutkampene, er han helt fit for fight nu. - Jeg har en smule problemer med en ankel og må tape skøjten, fordi jeg ikke kan snørre den øverst, men ellers er jeg klar. Og når først kampen fløjtes i gang, er alt om skader glemt, bedyrer AaB'eren, der har et klart mål, inden turen igen går hjem til familien i det nordjyske. - Pladsen i A-gruppen skal bevares.