Familiefond kontrollerer

Aarhus 11. september 2002 08:00

ÅRHUS: Næsten 62 procent af aktierne i Aarhus Olie ligger fast. De 16 procent ligger hos de institutionelle investorer, men først i det sidste årsregnskab er det blevet rigtigt officielt, at Aarhus Olies legendariske næstformand, Børge Bek-Nielsen, 76 år, gennem familiefonden Bek-Nielsen Fonden kontrollerer 46 procent af aktiekapitalen. Det sker gennem fondens to kontrollerede Bamahas-selskaber International Plantations & Finance og United International Entreprises. Børge Bek-Nielsen med fast adresse i Malaysia sidder så fast i Aarhus Olies ledelse, at også dette års generalforsamling gav dispensation til, at han kan fortsætte som bestyrelsens næstformand uagtet, at selskabet har en aldersgrænse for tillidshverv på 70 år. Desuden har hans søn, Carl Bek-Nielsen, også plads i bestyrelsen. Trods det begrænsede udbud af Aarhus Olie-aktier er kursen for en 100 kroners aktie løbende steget over de sidste år, og således koster den nu omkring 310 kroner. - En række faktorer har det sidste år medvirket til at drive kursen på Aarhus Olie. Primært er det en kombination af ny administrerende direktør, ny fokus på profitskabende processer, udbygning af finansielle kontroller og et nyt markedsfokus. For eksempel er der for tiden tendenser i det amerikanske marked til at åbne for et senere tidspunkt for produkter, som Aarhus Olie leverer. Og desuden har virksomheden et spændende kolesterolsænkende produkt fremstillet på basis af en speciel nød, siger Peter Andersen. Danske Securities har netop offentliggjort en Købsanbefaling på den svenske virksomhed Karlshamns, som man godt kunne kalde en svensk Aarhus Olie. Anbefalingen er blandt andet begrundet i, at et nyt EU direktiv vil tillade, at op til 5 procent af kakaosmørret i chokolade kan erstattes af billigere vegetabilsk fedt. Et produktområde som også Aarhus Olie er stærk på. - Vi arbejder for øjeblikket på en analyse af Aarhus Olie, og markedsudviklingen på Aarhus Olie ser mere positiv ud, end de gør for Karlshamn, siger senioranalytikeren, der dog ikke ønsker at kommenterer den nuværende prisfastsættelse samt den kommende anbefaling på Aarhus Olie. Også hos Enskilde Securities arbejder man for tiden på en analyse af Aarhus Olie, hvorfor aktieanalytiker Anders Knudsen alene har denne kommentar: - Siden første kvartal 2001 har Århus Olie leveret kvartalsrapporter til aktiemarkedet, samtidig er informationsnivauet steget, hvilket gør at gennemsigtigheden i aktien er steget. Hvilket investorer naturligvis er glade for.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...