Familiejuletræ i Tannisbugthallen

EMNER 24. december 2004 05:00
BINDSLEV: Igen i år arrangerer BTI en juletræsfest i Tannisbugthallen for alle børn - såvel store som små, deres forældre og bedsteforældre, og hvem der i øvrigt kunne tænke sig en hyggelig aften. Festen finder igen i år sted 5. juledag, altså onsdag 29. december kl. 19, og lysene på juletræet slukkes først ved 23-tiden. Aftenen starter, som rigtige juletræsfester skal starte, nemlig med fælles afsyngning af nogle af julens salmer, samtidig med, at alle vandrer omkring det store juletræ. Derefter bliver der tid til underholdning for børnene i form af en masse af de traditionelle sanglege, som foregår omkring træet. Denne del af juletræsfesten afsluttes med uddeling af slikposer og sodavand til børnene.Mens slikken fortæres, gøres der klar til en omgang jule-diskotek. Her skal de danseglade børn og unge nok få sveden frem på panden, når der bydes op til dans efter tidens populære melodier. For forældrene og andre, som måske har lidt svært ved at følge med i danserytmerne, vil der være dækket op til lidt julehygge i cafeteriet bl.a. med mulighed for køb af kaffe og kage. HCP
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...