Aalborg

Familiekomsammen i detentionen

AALBORG:I et desperat og ikke særligt vellykket forsøg på at hjælpe hinanden under en konfrontation med ordensmagten røg hele tre medlemmer af samme familie i detentionen natten til søndag. Balladen begyndte i Jomfru Ane Gade, hvor uropatruljen var til stede for at kontrollere forholdene. Politiet så sig nødsaget til at anholde en 24-årig mand, der bor i København, efter at han havde spyttet. Det gjorde hans 19-årige søster så rasende, at hun begyndte at slå på en patruljevogns køler - så blev hun også anholdt. Det fik hendes kæreste op på mærkerne, og han forsøgte at forhindre politiet i at tage hende med. Det førte til, at han også blev anholdt, så sammen med søster og svoger skulle han altså tilbringe resten af natten i detentionen. - De havde sikkert meget at tale om, konstaterer vagtlederen ved Aalborg Politi tørt. De tre blev løsladt i går formiddag.