Familiemenneske, fighter og fodboldfreak

17-årig fighter startede fodboldkarrieren som otteårig i Brovst IF. Nu er hun på U19-landsholdet.

Gymnasiale uddannelser 20. september 2004 06:00

HJØRRING: I dag er 17-årige Cecilie Henriksen fra Brovst U19-landsholdsspiller i fodbold og kæmper for at komme på elitedivisionsholdet i Fortuna Hjørring. Der var intet, der tydede på, at hun ville komme så langt, da hun første gang var til fodboldtræning. Det var i Vordingborg, hvor familien dengang boede. Cecilie var fire år gammel og mildest talt ikke helt klar til at finde glæden ved det spil, hun nu elsker så højt. - Jeg løb skrigende bort, fordi jeg ikke ville være der, husker Cecilie Henriksen med et smil. Oplevelsen gjorde, at fodboldkarrieren blev lagt på hylden. Men ikke for evigt. Ene høne i kurven Efter at familien flyttede til Brovst, begyndte hun at spille fodbold med drengene i frikvartererne. Og det gik så godt, at drengene foreslog, at hun skulle komme og træne med dem. Så otte år gammel begyndte hun som eneste pige at træne med 15 drenge i Brovst IF. - Jeg ved ikke, om jeg er et naturtalent, men det at spille fodbold var en positiv oplevelse. Og når der er noget man er god til, vil man gerne gøre det igen, fortæller hun. Så hun spillede fodbold igen, og igen. Og det gik. Det gik godt. Det gik endda så godt, at Cecilie som 10-årig fik et opkald, som fik stor betydning for hendes liv. Talentjagt Opkaldet kom fra Fortuna Hjørring, som havde fået øje på den lyshårede Brovst-pige med det store talent. Om det ikke var noget for Cecilie at komme til Fortuna og spille? Det var det bestemt. - Jeg har altid haft en drøm om at spille for Fortuna. De er de bedste, men jeg ved faktisk ikke, hvordan de havde fået øje på mig. Enten havde de set mig i en turnering, eller så havde min træner gjort dem opmærksom på mig, fortæller hun. Mere fodbold I 2003 blev Cecilie færdig med 10. klasse på Brovst Skole. Nu skulle der vælges uddannelse, og valget faldt på Sports College i Frederikshavn. Her var der nemlig mulighed for at tage en gymnasieuddannelse og så kombinere den med store mængder sport. Så mens Cecilie gik i 1.g, blev der også tid til at træne fodbold to gange ugentligt i Fortuna og tre gange på Sports College, hvor Cecilie atter var ene pige blandt drengene. Det bedste At træne med drengene er hårdt både fysisk og mentalt. - Man skal kunne klare at være nede i græsset, for som pige er man altid mindre stærk, så der er kun få succesoplevelser. Til gengæld er der intet bedre end at slå en dreng i konkurrence. Så mobber drengene nemlig rigtigt hinanden bagefter, fortæller Cecilie med et stort grin. Der var ingen særbehandling af Cecilie under træning. - Når man kan noget, behandler drengene mig som en af dem, og jeg er da også blevet kaldt nogle mindre pæne ting, hvis jeg er driblet forbi dem, men det er glemt efter træning. Til Hjørring Det første år på Sports College var godt, og Cecilie fik mange gode venner. Især nød hun, at alle dyrkede meget sport. Alligevel valgte hun at flytte til Hjørring. Nu deler hun et rækkehus på Færøvej med 21-årige Johanna Rasmussen, som er etableret på Fortunas elitedivisionshold og på det danske A-landshold. Rækkehuset stiller Fortuna til rådighed. Ved siden af sofaen i stuen ligger to fodbolde. På væggene hænger indrammede billeder af fodboldkammerater og et billede af Johanna Rasmussen i landsholdstrøjen. På bordet står en skotøjsæske fra Nike. - Jeg flyttede til Hjørring, fordi jeg ville være bedre og være mere i klubben. Og så er det dejligt, at jeg nu kan cykle til træning. Hun træner tre-fire gange om ugen med Fortunas elitedivisionshold. Styrketræning står på programmet to gange om ugen, og så er der kamp med andetholdet i danmarksserien enten lørdag eller søndag. Den anden dag i weekenden er dog ugentlig fridag. Nogle gange. - Det kommer an på, hvordan jeg har det. Hvis jeg er frisk nok, styrketræner jeg. Team Danmark-skole Flytningen til Hjørring indebar også et skoleskift. Cecilie går i dag i 2.g på Hjørring Gymnasium, hvor hun er blevet godt modtaget. Klassekammeraterne klager dog lidt, for Cecilie har nemlig ikke så mange timer som dem. - Kammeraterne siger, at det er lidt snyd, når jeg går tidligt hjem. Det siger de nok ikke, når de er færdig med gymnasiet efter 3.g, konstaterer hun. Cecilie går på en Team Danmark-ordning og har derfor kun 22 timer om ugen på gymnasiet, så der også kan blive tid til fodbolden. Kammeraterne har omkring 30 timer om ugen, men så er de til gengæld færdige et år før Cecilie. Travl hverdag Det med at have en travl hverdag kender Cecilie Henriksen alt til. - Alt skal planlægges mindst en uge frem, og jeg skal prioritere min hverdag, men det har jeg været vant til, fra jeg var helt lille. Dengang var det først i skole, så et par timer hjemme, inden mor kørte mig til fodbold i Hjørring. At have travlt generer normalt ikke Cecilie, men nogle gange kan det godt blive for meget. - Jeg kan godt savne at have en tom kalender de dage, hvor jeg har syv timer i skolen, og jeg skal have lavet fire afleveringer til næste dag. Samtidig skal jeg sørge for at få noget ordentligt at spise, inden jeg skal til træning om aftenen. Familie og venner Den travle hverdag gør også, at Cecilie ikke får set så meget til familien og vennerne, som hun kunne ønske, men det giver hende ikke dårlig samvittighed. - Mine venner har altid haft forståelse for og accepteret, at jeg bruger megen tid på fodbold. Hvis de ikke kan acceptere det, er det også bare ærgeligt, for sådan er jeg. Når muligheden byder sig, ynder Cecilie at tage til Frederikshavn og besøge vennerne fra Sports College eller til Brovst for at besøge vennerne fra hjembyen og ikke mindst familien, som altid har betydet meget for hende. - Uden familie og venner havde jeg aldrig kunnet klare alt det, jeg har været igennem. Mine forældre har selv dyrket eliteidræt, så langt hen ad vejen ved de, hvad der kræves. Fighteren Men det er ikke kun vennernes og familiens skyld, at Cecilie Henriksen er kommet så langt. - Jeg stiller store krav til mig selv. Ofte får jeg får at vide, at jeg er for hård ved mig selv, men det er jo sådan, man bliver bedre. Jeg er konkurrencemenneske og hader at tabe. Det store temperament kan Cecilie normalt godt styre, men et nederlag kan få det til at bryde ud. - Så bliver jeg sur og irriteret, og så kan det godt gå udover medspillere, træneren eller mor, men når det sker, får jeg det dårligt, fortæller hun lidt forlegent og sænker blikket. Der er også gode sider ved det til tider iltre temperament og konkurrencementaliteten. - Hvis jeg kikser en tæmning eller en aflevering til træning, går jeg ikke fra banen, før jeg har gjort det rigtigt tre gange. Fremtiden Cecilie har ikke endeligt besluttet, hvad der skal ske, når studenterhuen er sikret i 2007. Men en uddannelse som fysioterapeut er med i overvejelserne. Uddannelsen skal ikke nødvendigvis tages i Danmark, og det skal slet ikke være på bekostning af fodboldkarrieren. - Jeg var i USA med Fortuna sidste år, og jeg blev meget fascineret af landet og dets størrelse. Fortuna kan hjælpe mig med kontakter i USA, så det kan godt være, at jeg kan få studiet betalt mod at spille på universitetets fodboldhold. Kvindefodbolden derovre er længere fremme end i Danmark. Men om der står USA på dagsordenen efter studentereksamen afhænger også af, hvordan det går i Fortuna. - Hvis jeg er etableret på førsteholdet, er det ikke sikkert, at jeg tager afsted, men på et eller andet tidspunkt vil jeg derover og gå på college. Landsholdsmål Cecilie Henriksen har altid haft det som mål at komme på landsholdene for hendes aldersgruppe. Udtagelsen til U17-landsholdet blev en realitet sidste år, og i maj i år kom så udtagelsen til U19. - Det var mærkeligt at se mit navn på et udtagelsespapir til et dansk landshold, men jeg blev da meget glad og ringede til min mor. Det er en ære at spille på landsholdet, men man kan hurtigt blive pillet af igen. Ved at komme på U19-landsholdet opnåede Cecilie et af sine mål, men der er ikke noget med at hvile på laurbærerne. - Nu vil jeg spille på U19, så længe jeg har alderen til det, og så må vi se. Men jeg vil selvfølgelig gerne på A-landsholdet. For første gang tøver Cecilie lidt, inden hun svarer. - Jeg ved ikke, om det lykkes, men jeg vil gøre, hvad jeg kan. Og jeg har viljen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...