Familien æder sjæle op

"Another Happy Day"

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Elliot og hans mor, Lynn, på vej til brylluppet. Ezra Miller og Ellen Barkin.

Hvis der er noget, der hedder en feel good film, så er der også noget, der hedder en feel bad film - og sådan en er denne her. Det er familiedrama, når det er værst - alt skal ligne idyl og glæde i den store, lykkelige familie, som det er gået godt for hele vejen rundt. De er rimeligt velhavende og godt i vej, så bryllupsfesten tegner lys og flot, da familien samles til en hel uges forberedelser og prøvemiddage og systematisk gennemgang af alle ritualerne før den store dag. Men idyllen er pilrådden. Der er rigeligt stof til grønne og gule taler. Familiens far er alvorligt hjertesyg og har svære problemer med blodtryk og lunger. Familiemoderen, Ellen Burstyn, gennemtvinger den harmoniske overflade med hård hånd og undertrykker ethvert tilløb til kriser. Og der er nok at undertrykke. Her er ikke bare skeletter i skabene, men under borde og stole, bag gardiner og persienner, reoler, komfurer og kommoder. Centralt står Lynn, hudløst og grådlabilt spillet af Ellen Barkin, som betragtes som familiens eneste mislykkede og altid anklagende og sandhedssøgende medlem. Hun er skilt fra brudgommens far, så der er også en papmor (Demi Moore) med til brylluppet, en drage af papmor som har rigtig meget i klemme overfor sin mands tidligere kone. Lynn er gift igen og har to drenge i det ægteskab - Elliot (lynende intelligent og giftigt spillet af Ezra Miller), der er langt inde i et solidt stofmisbrug og signalerer både aggressiv kynisme og sårbarhed i kanten af det suicidale. Han provokerer konstant sin mor - og alle andre - og han er den anden vej genstand for skandalesladder og snagende nyfigenhed fra moderens to søstre fra helvede. Hans lillebror, Ben, er aspergerbarn, tilsyneladende uskyldigt - men samtidig skånselsløst analyserende, også han med stakkels Lynn som første skydeskive, og samtidig er han den, der med sit nye videokamera filmer og registrerer, set og uset, alt hvad der foregår i huset - et hjemmevideo-element, som giver den kunstfærdigt byggede film en stærk ekstra dimension. Ingen er uden skyld i denne historie, ingen kan sige sig fri for at medvirke til egne og andres ulykker, men alle gør det alligevel med alle midler. Det er en flot psykologisk afdækning af alle de kendte, smertefulde funktioner, enhver familie har kørende i en eller anden form - traumer, skyld, tab, svigt, sorg, ensomhed - fortrængninger, falskspil, løgne og illusioner. Historien kunne være skrevet og eksekveret af Elliot-skikkelsen, misbrugersønnen, der analyserer alt og alle og tager konsekvensen selv, på egen krop. Og den er da også skrevet og instrueret af den kun 26-årige Sam Levinson, søn af Hollywood-instruktøren Barry Levinson. Og netop de sårede, næsten-ødelagte teenagere er da også filmens eneste næsten-sympatiske skikkelser: Elliot, og også hans halvsøster, Alice (Kate Bosworth), der presses tilbage i familiens favn som brudepige, selv om familien for længe siden næsten har ædt hende op og sendt hende ud i et langt forløb af selvlemlæstelse og endeløs terapi. Det er den store amerikanske romans familieidyl - med en meget synlig vrangside. Og det er masser af formidabel sort komedie, når de vrede, skadede børn og voksne slipper sig løs på hinanden i stribevis af resultatløse, golde opgør. En ædende ond komedie, der med en næsten koldt kalkulerende legelyst spiller følelsesspil med sine medvirkende og efterlader os med ondt i sjælen. Lars Borberg lars.borberg@nordjyske.dk "Another Happy Day" USA 2011 Instruktion og manus: Sam Levinson Fotograf: Ivan Strasburg Klipper: Ray Hubley Komponist: Ólafur Arnalds To timer. Tilladt over 15 år Danmarkspremiere, Biffen i Aalborg, 2 juledag.