Familien en stor ressource

Alle muligheder i familien skal være undersøgt og udtømt, før myndighederne må gribe til tvangsfjernelse af et barn, siger Grethe Laurberg, der fungerer som mor for sit barnebarn, og som har taget initiativ til Landsforeningen af Aktive Bedstefo

Socialpolitik 20. april 2003 08:00

Jeg tror ikke, at alle problemer kan løses i familien - men mulighederne skal være undersøgt og udtømt, før myndigheder må gribe til tvangsfjernelse af et barn og måske endda tvangsbortadoption. Grethe Laurberg, 53 år, er mere end almindeligt harm over, at man i den danske lovgivning ikke ser familien som en ressource og ikke længer naturligt inddrager den i situationer, hvor biologiske forældre ikke magter forældreopgaven. Faktisk er hun så rasende over holdningen hos myndighederne og behandlerindustrien, som hun siger, at hun på eget initiativ har stiftet LaAB, Landsforeningen af Aktive Bedsteforældre, hvis primære mål er at ændre såvel lovgivning som holdning hos myndighederne, så det igen bliver naturligt at inddrage familien, hvor der er problemer. Og som en anden terrier har hun bidt sig fast i en beslutning om at fortsætte foreningsarbejdet, hvor omfattende det end har vist sig at være, indtil den dag, at "uvæsenet er uryddet". Altså indtil den dag, da man igen betragter familien som en ressource. Det var omkring årsskiftet 2002, da de mange tvangsfjernelser igen var det store emne i medierne, at Grethe Laurberg en gang for alle tog beslutningen om at ville ændre både lovgivning og holdning. Noget af en mundfuld vil de fleste nok mene. Men formentlig ikke meget mere end Grethe Laurberg kan gabe over. I hvert fald er det en mere end almindeligt beslutsom dame, NORDJYSKE møder første gang i forbindelse med en høring om tvangsbortadoption på Christiansborg, som hun er inviteret til efter et møde med paragraf 71-tilsynet. Og en mere end almindeligt vedholdende dame skal vi senere erfare. En dame, der ganske vist ikke fylder alverden sådan bogstaveligt talt, men som efter kun knap et år som foreningsformand har formået ikke bare at få de første mange politikere i tale, men som også i indtil flere sammenhænge er blevet kontaktet af politikere og bedt om at give sit besyv med. For eksempel i forbindelse med en forespørgselsdebat i Folketinget om anbringelse af børn uden for hjemmet. For at forstå ikke bare Grethe Laurbergs bevæggrunde men også hvor dybtfølt hendes beslutning om at ville ændre på tingenes tilstand er, skal man også vide, at hun i 10 år har været mor for sit eget næsten 11-årige barnebarn. - Egentlig ville jeg have stiftet foreningen for 10 år siden, for jeg forstår ikke, hvorfor det skal være så svært for børn at blive i familien dér, hvor familien kan og vil barnet. Hvor vanskeligt det er, fik Grethe Laurberg indsigt i efter, at det var lykkedes hende og hendes mand at få forældremyndigheden over deres barnebarn Maria. - Min voksne datter kunne ikke klare at tage sig af hende. Hun var for umoden, siger Grethe Laurberg og afviser at gå i dybden med den historie ud fra en betragtning om, at det er ikke hendes personlige historie, vi er mødtes for at tale om. De sociale myndigheder ville ifølge Grethe Laurberg dengang for 10 år siden anbringe Maria på spædbørnshjem. Men inden de nåede så vidt, fik Grethe Laurberg barnebarnet anbragt i sit og mandens hjem. Og næppe havde hun fået barnebarnet inden for dørene, før hun søgte Statsamtet om forældremyndigheden. - Vi tog røven på de sociale myndigheder og fik forældremyndigheden på bare tre måneder. Siden har Maria været vores barn! Dét rygtedes. - Hvordan har I båret Jer ad, lød det typiske spørgsmål, når ukendte, fortvivlede mennesker ringede og bad Grethe Laurberg om hjælp. Og nok kunne hun svare, at man skal handle, inden de sociale myndigheder går i gang, men hun følte alligevel, at svaret ikke var tilstrækkeligt. - Jeg er udstyret med en voldsom retfærdighedssans og havde lyst til at starte en forening, der skulle hjælpe de mange børn og de mange familier, der hvert år kommer i klemme. Men dagene var pludselig besat. - Maria blev min karriere, siger Grethe Laurberg, der indtil da havde læst til tysk tolk på Handelsskolen. Hun tilføjer, at hun tror, at man ikke skal arbejde for en forening af den type, hun nu har fået op at stå, så længe man selv har problemer. Maria voksede. Årene gik. Absolut ikke omkostningsfrit og ikke uden problemer for hverken Maria eller Grethe Laurberg og hendes mand, men de trivedes alle sammen og er ifølge Grethe Laurberg lykkelige for den beslutning, familien traf for 10 år siden. Måske var det derfor, at Grethe Laurberg blev rasende, da de mange skriverier om tvangsfjernelse af børn pludselig omhandlede børn, der ikke måtte blive i familien. - Nu kunne det saftsuseme være nok. Maria har ikke brug for mig i samme omfang, som da hun var lille. Nu måtte foreningen op at stå. Harmen er ikke langt væk. Sammen med folk af samme overbevisning stiftede Grethe Laurberg Landsforeningen af Aktive Bedsteforældre 27. april sidste år. Fælles for de involverede er også ønsket om at give den enkelte sagsbehandler mindre magt. Det skal ske ved at lægge afgørelserne om tvangsfjernelse ud til domstolene. For herved at højne retssikkerheden. - Jeg synes ikke, at de sociale myndigheder har en særlig heldig hånd. 80 procent af de folk, der kommer i fængsel, er tidligere anbragte børn, argumenterer Grethe Laurberg og refererer videre en undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet, der viser, at børn, der anbringes uden for hjemmet som små, typisk kommer igennem 7-8 anbringelser. Til trods for at både lovgivningen og holdningen lægger op til kontinuitet. - Jeg tager altid udgangspunkt i barnets tarv. Og kun det, fastslår Grethe Laurberg, der har måtte se enkelte medlemmer forlade foreningen, fordi hun står fast på det synspunkt. At vi ikke længer betragter familien som en ressource i forhold til børn, der må væk fra de biologiske forældre, vurderer hun som et resultat af 70èrnes politik. Børnene blev samfundets, mener hun men tilføjer, at børn har bedst af at være i familien, hvor det kan lade sig gøre. Så undgår de at blive revet helt op med rode. Og at skulle flytte syv-otte gange. Undskyldningen om at bedsteforældre er gamle, dur ikke. I hvert fald ikke altid, for selvfølgelig kan den gøre sig gældende. - Man råber og skriger om det grå guld i forhold til arbejdsmarkedet. Er man omstillingsparat og egnet til et hurtigt omskifteligt arbejdsmarked, er man som regel også frisk og klar til børn. Selvfølgelig kan vi lære at acceptere forfærdelig musik i vores ører, lige som vi kan lære at acceptere forfærdelig tøj. Men det er ikke uden problemer. Hverken for børn eller bedsteforældre men i stedet for at bruge masser af penge på at holde hinanden i arbejde, kunne de sociale myndigheder jo bruge bare lidt på at hjælpe generationerne, siger Grethe Laurberg og spørger: - Hvad gør man for eksempel, hvis en misbrugsmor dukker op en aften, når barnet er lagt i seng og vil have samkvem i 10 minutter? Grethe Laurbergs datter er ikke misbruger, men Grethe Laurberg var personligt ikke i tvivl, da datteren en sen aften dukkede op. - Man vælger, fastslår hun. Nøgternt. Underforstået at man vælger datteren eller barnebarnet. Et uhyggeligt svært valg, vedgår hun men ikke desto mindre et valg, der kan være nødvendigt at træffe. I det øjeblik man vælger at tage sig af et barn, må man udelukkende handle ud fra, hvad der tjener barnet bedst. Ellers dømmer man barnet som logerende, og så skal man lade være. (At tage sig af barnet). Selv om det altså kun er et år siden, at foreningen blev stiftet, og at bestyrelsen har valgt at arbejde sig ganske langsomt igennem de enkelte landsdele for at sikre samtlige medlemmer en ordentlig service, er 70 medlemmer kommet til, og Grethe Laurberg har indtil flere gange haft den glæde at opleve, at politikere tager hende alvorlig. Grethe Laurberg forklarer det med hendes stædige men seriøse og nuancerede arbejde men må erkende, at hun også har tiden med sig. Kommunernes Landsforening har beregnet, at tvangsanbragte børn kommer til at koste det danske samfund 25 mia. kr. i 2010, hvis den nuværende udvikling fortsætter, og dén beregning har tvunget politikerne til at være opmærksomme på alternativer til børn, hvor forældrene ikke magter forældreopgaven. Det drejede sig i 2002 om godt 14.000 børn. Selv om det overordnede mål med foreningen er at få vendt holdningen hos myndighederne, så det igen bliver naturligt at se familien som en ressource, sådan som man gør i for eksempel Sverige, hvor en tredjedel af alle anbragte børn ifølge Grethe Laurberg er slægtsanbragte, er den kun et år gamle forening også klar med rådgivning og bisidderassistance til det enkelte medlem. Det er i al væsentlighed også Grethe Laurberg, der har stået for den del, men nu er hun i gang med at klæde bestyrelsen på, som hun siger, til det arbejde, for det er meget omfattende, når det skal gøres ordentligt. Og det skal det. - Det er mig, der har mangeårig erfaring med myndighederne, forklarer hun og tilføjer, at hun har haft tiden, fordi hun er invalidepensionist på grund af gigt – men det forhindrer hende ikke i at snakke i telefon om formiddagen, da hun typisk er sengeliggende. At hun også har haft tid til at sætte sig ind i undersøgelser og statistikker og har gjort sig tanker, hvad enten vi bevæger os ind på tvangsbortadoption eller bedsteforældres ret til samvær med børnebørn ved forældres skilsmisse, fremgår tydeligt. Lige så tydeligt fremstår det, at hendes tanker og holdninger bygger på et overordnet ønske om at tage udgangspunkt i barnets tarv.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...