Familien Nielsen fik flot start på året

Thor har fået fast job, og ministeriet undersøger nu, om Bernadette må blive i Danmark

Lars Hofmeister
Året er be­gyndt på for­nem­ste vis for fa­mi­li­en Niel­sen fra Fre­de­riks­havn. ar­kiv­fo­to: pe­ter bro­en
Udlændingepolitik 3. januar 2007 05:00

FREDERIKSHAVN: Familien Nielsen fra Frederikshavn fik en flot start på det nye år: Thor Nielsen har fået fast job på Ammunitionsarsenalet i Elling, og samtidig er Integrationsministeriet i gang med at undersøge, om Bernadette Nielsen (født i Cameroun) kan få opholdstilladelse i Danmark. Det betyder, at ministeriet har givet Bernadettes klage opsættende virkning under behandlingen af sagen, og Bernadette kan forvente at få svar inden udgangen af marts. - Det er gode nyheder. Først og fremmest er der kommet ro på sagen. Men det betyder også meget, at Thor har fået fast job. Nu er han i stand til at forsørge familien, hvilket har indflydelse på sagsbehandlingen, siger det socialdemokratiske folketingsmedlem Bjarne Laustsen. Det var meningen, at Bernadette skulle forlade landet 9. december, men efter en klage til Udlændingeservice, blev sagen stillet i bero, og nu har sagen som nævnt fået opsættende virkning. Familien består af fire personer: Bernadette Edwige Nielsen, Thor Nielsen, og sammen har de børnene Ariel og Flemming Michael. 22-årige Bernadette er den eneste i familien, der ikke har et dansk statsborgerskab, og på grund af 24-års reglen fik hun 21. november afslag på opholdstilladelse. Problemet er desuden, at Thor Nielsen ikke kan få opholdstilladelse i Cameroun. Bernadette og Thor blev gift i 2004. Thor Nielsen har arbejdet i Norge, men Danmark er hans fædreland, og i år flyttede familien ind i en lejlighed i Frederikshavn. Thor Nielsen har meget svært ved at forstå, at Barnadette skal udvises på grund af alder, og han har formuleret fem spørgsmål til integrationsminister Rikke Hvilshøj (V), som han håber at få svar på.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...