USA

Familien Skagen i byen

SKAGEN:Skagen har netop haft et amerikansk ægtepar som gæster, og de følte sig usædvanligt meget hjemme. Ruthella og Robert fra Wenatchee i Washington hedder nemlig Skagen til efternavn, og det var den direkte årsag til, at parret besøgte Skagen. - Jeg fløj i min tid i flyvevåbnet ofte over Skandinavien for at holde øje med russerne, og fra kontakter med radarstationen lærte jeg navnet Skagen at kende. Derfor måtte vi besøge byen, når vi alligevel var i Danmark og Norge på ferie, fortæller Robert Skagen. Har har rødder tilbage i Norge. Parret oplyser, at de har mange slægtninge hjemme i og ved Wenatchee, så dér er navnet Skagen kendt. - Jeg kendte mest byen Skagen for nogle flotte malerier af Krøyer, og vi besøger naturligvis Skagen Museum for at se de ægte malerier. Det er dejlig by, og vi har lagt mærke til, at børnene går meget pænt klædt. Derhjemme går halvdelen af specielt drengene i bukser, hvor bagen hænger meget, griner Ruthella Skagen. Det amerikanske par oplevede Skagen som noget køligere end deres hjemby, hvor der er varmt nok til at dyrke mange frugter. - Det er meget tørt derhjemme - nærmest ørken - men vi har en flod og dæmninger, der gør, at vi kan vande, så vi er også kendt som æble-hovedstaden i området. - Det er i øvrigt meget morsomt at færdes i en by, hvor så meget er opkaldt efter én selv. Det er dejligt at se min by, siger Ruthella Skagen.