Hirtshals

Familien trak 89-årig til Hjørring

Inge Marquardsen flyttede tidligere på året fra Nordsjælland til Hjørring - onsdag fylder hun 90 år

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Inge Marquardsen Ved siden af piloten i selskab med en søster og svigerdatter i forbindelse med hendes 85 års fødselsdag for fem år siden, hvor familien gav hende en times rundflyvning over Vendsyssel.Arkivfoto: Kurt Bering

HJØRRING:Enhver kommune og borgmester med respekt for sig selv har forsøgt at udtænke snedige planer for at lokke tilflyttere til netop deres kommune - men det er formentlig ikke 89-årige damer fra Nordsjælland, de først og fremmest har tankerne. Ikke desto mindre krydsede en af slagsen - Inge Marquardsen fra Nærum - kommunegrænsen til Hjørring i foråret for at bosætte sig her. - Det eneste familie, jeg havde tilbage i Nordsjælland var min afdøde mands fætter - og det er jo lidt langt ude, siger Inge Marquardsen, der onsdag fylder 90 år. Til gengæld har hun eksempelvis en søster, en søn og en del børnebørn i det vendsysselske, så hun har det helt godt med at være rykket ind i et rækkehus tæt ved Vesterlund i Hjørring. Hun har det også bedre med at være kommet tæt på familien, efter hun har fået konstateret diabetes. Inge Marquardsen havde ligget hjælpeløs i fem timer i hjemmet, inden en veninde fandt hende. Efterfølgende tilbragte hun en længere periode på sygehuset på grund af sygdommen. Spandevis af kaffe Inge Marquardsen er opvokset i Sønderjylland - faderen var den første dommerfuldmægtige i Aabenraa efter genforeningen i 1920 - og som ung uddannede hun sig til barneplejerske på Sjælland, men vendte tilbage til Sønderjylland, da hun blev 1. assistent på et børnehjem i Gråsten. Hun blev gift i 1942, men manden var løjtnant i fodregimentet, og det betød, at familien måtte flytte meget rundt. - Vi flyttede fra Sønderborg til Haderslev og så til Holte - og så tilbage til Haderslev før vi flyttede til Nærum, hvor jeg så nåede at bo i 52 år, fortæller Inge Marquardsen. I sit arbejdsliv nåede hun at brygge spandevis af kaffe, idet hun arbejde i lærerkøkkenet på Nærum Skole. Inge Marquardsen og hendes mand fik i alt tre sønner, men den ene døde for år tilbage af en hjerneblødning, så nu er der Niels i Astrup og Jens i Paris tilbage. Nye skud på stamtræet Inge Marquardsen læste kunsthistorie og gik meget i teater, da hun boede i Nærum - interesser hun har tænkt sig fortsat at dyrke i Hjørring. Hun har ikke fortrudt et øjeblik, at hun har fået bopæl i den anden ende af landet. - Der er et dejligt terræn heroppe, men det blæser utroligt meget - Ih, hvor det blæser, lyder det fra den 89-årige tilflytter, der ligeledes er blevet sprogligt udfordret: - Der er altså enkelte, der snakker så jysk, at det næsten ikke er til at forstå! Onsdag aften fejres fødselsdagen i sønnens hjem i Astrup, hvor et dusin gæster skal gå om bord i otte kilo krabbekløer, som barnebarnet Mads allerede har fanget i Hirtshals. I weekenden kommer familien fra Frankrig samt et barnebarn med påhæng fra Skotland, når der er større festmiddag på Liver Mølle Kro. Besøget fra Frankrig imødeses med ekstra spænding, idet der er to friske skud på stamtræet - to oldebørn - som Inge Marquardsen ikke har set endnu.