Familien var på ferie: Lille batteri startede brand i villa

Vaks nabo alarmerede brandvæsenet, som nåede frem i tide, før brand i Vester Hassing udviklede sig alvorligt

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Foto: Byrd / Jean Nonboe

VESTER HASSING: En kortslutning i et lille 9 Volt-batteri førte mandag til brand i en villa i Vester Hassing, mens familien var på ferie.

Til alt held opdagede naboen, at der kom røg fra villaen, og han alarmerede brandvæsenet.

Dermed kunne ilden slukkes i tide, inden hele huset stod i flammer.

Det var mandag kort før kl. 09.45, at naboen så røg fra villaen på Drosselvej i Vester Hassing.

Naboen ringede 112, og da brandfolkene fra Nordjyllands Beredskab nåede frem, havde naboen låst op til villaen, som han i forvejen holdt øje med, mens villaens beboere var bortrejst på ferie.

Kortslutning i batteri

Ilden var opstået i et værelse i villaen, hvor der lå en lille lommelygte. Lygten blev strømforsynet af et lille 9 Volt-batteri. På en eller anden måde er batteriet kortsluttet, og det havde udviklet varme og gløder, der så har ligget og ulmet.

Mandag formiddag havde gløderne udviklet sig til røg, som blev opdaget af naboen.

Hvis ikke naboen havde bemærket røgen, kunne det i værste fald have endt med, at hele villaen var blevet ramt af brand, oplyser indsatsleder Jakob Schmidt fra Nordjyllands Beredskab.

Familien blev tilkaldt og er nu kommet hjem til villaen, hvor værelset med den lille lygte er brandskadet, og hvor der også er sodskader i resten af huset. Men trods alt et hus, der blev reddet.

Beredskab: Sådan undgår du ild

Ifølge indsatsleder Jakob Schmidt er det ikke første gang, et lille 9 Volt-batteri har startet brand efter kortslutning.

Polerne på de små, firkantede batterier sidder lige ved siden af hinanden, så de kan nemt kostslutte, hvis de berøres af en metalgenstand, for eksempel clips. Det vil straks udvikle varme og kan føre til gløder og brand.

Så der er al mulig grund til at være påpasselig med 9 Volt-batterier. Polerne skal isoleres med plastiktape, hvis batteriet ikke bruges, opfordrer Nordjyllands Beredskab.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.