Esbjerg

Familier hjemløse efter rækkehusbrand

En kvinde har måske fået røgforgiftning, men ellers slipper beboerne heldigt fra brand, der bredte sig hurtigt

Arkivfoto

Arkivfoto

ESBJERG:Tre rækkehuse brændte ned til grunden og et fjerde fik taget brændt af, da der søndag udbrød brand i et rækkehus i Esbjerg.

En kvindelig beboer er på sygehuset til observation for røgforgiftning, men de øvrige beboere slap uskadt, oplyser vagtchef Erik Lindholdt, Syd- og Sønderjyllands Politi.

Politiet fik klokken 13.50 en alarm om, at der var udbrudt brand i et rækkehus på Fyrparken.

Inden brandvæsnet fik ilden slukket, bredte den sig til nabohusene, hvoraf de to også brændte ned og et fjerde fik store skader på tagkonstruktionen.

- Branden udviklede sig usædvanlig voldsomt, siger Erik Lindholdt.

Ukendt brandårsag

Brandårsagen er foreløbig ikke kendt, og tidligst mandag går brandteknikere i gang med at finde ud af, hvordan ilden opstod, og hvorfor den bredte sig så kraftigt.

Alle beboere i de brandhærgede huse på Fyrparken er blevet genhuset i nogle ungdomsboliger, bortset fra beboeren i ét hus, der er bortrejst. Vedkommende arbejder politiet på at få kontakt med.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.