Familier skal lære om motion og sund kost

RØNBJERG:Feriecentret DanParcs Rønbjerg og Sund By Løgstør samarbejder nu om et projekt, der er døbt Familiefestival. Det er et nyt tiltag, hvor der i to uger til sommer sættes fokus på motion og kost. Det handler om at gøre deltagerne klogere på at lave sund og nem mad i en travl hverdag. Der er eksempelvis workshop om morgenmad og aftensmad. Samtidigt lægges der vægt på, at hele familien skal dyrke motion, og under opholdet på DanParcs Rønbjerg får deltagerne prøvet kræfter med gymnastik, boldspil og kampsport. Der arrangeres også stjerneløb, der er en underholdende form for orienteringsløb. Sund By har været med i planlægningen og har stået for en slags videreuddannelse af kokkene og aktivitetsmedarbejderne på feriecentret. I de to sommeruger - umiddelbart efter sankthans - vil Sund By deltage med en fysioterapeut og en kostmedarbejder. - Det er et spændende projekt, som vi forventer at få en del erfaring og udbytte af med hensyn til fremtidige projekter, siger sundhedskoordinator Torben Duelund. I forvejen samarbejder Sund By og DanParcs om "Fedt for Fight", og Torben Duelund glæder sig over, at samarbejdet nu styrkes: - Der er i øjeblikket stor opmærksomhed fra myndighedernes side omkring overvægt, så det er klart, at vi skal udnytte, at vi har DanParcs i nærheden. Her er mange muligheder, som kan bidrage til forebyggelse og sundhedsfremme. De har fine faciliteter og gode aktivitetsmedarbejdere. Det kan kun være en fordel, at DanParcs også sætter fokus på overvægt, siger sundhedskoordinatoren.