Graviditet

Familierum til nybagte forældre i Thy og Mors

Familien kan blive i familierummet i op til fire-fem dage efter fødslen på Sygehus Thy-Mors i Thisted.scanpix

Familien kan blive i familierummet i op til fire-fem dage efter fødslen på Sygehus Thy-Mors i Thisted.scanpix

NORDJYLLAND:Nybagte forældre i Thy og på Mors tilbydes uden sammenligning de mest luksuriøse forhold umiddelbart efter fødslen. Mens fædre på eksempelvis Aalborg Sygehus er nødt til at forlade moderen og den lille nyfødte ved sengetid, får far, mor og barn tilbudt enestue på Sygehus Thy-Mors i Thisted. På sygehuset er der tre såkaldte familierum, som ligger i umiddelbar tilknytning til fødegangen. Her kan familien blive i op til fire-fem dage efter fødslen og få råd og vejledning hos personalet. Ifølge afdelingens ledende overlæge Thorkild Espersen er det et tilbud, som mange forældre er rigtig glade for og benytter sig af. - Vi ser det som en stor fordel, at familierummene er placeret så tæt på fødegangen. Hvis forældrene skulle forlade sygehuset for at komme derhen, kunne de jo næsten lige så godt tage hjem, konstaterer han. Interessen dalet Muligvis er det forklaringen på, at forældrene har mistet interessen for tilbudet om barselshvile i Frederikshavn og Hobro, siden fødeklinikkerne i de to byer lukkede sidste efterår. Nu, hvor alle kvinderne i de to byer typisk føder i enten Hjørring eller Aalborg, er det de færreste, som tager vejen omkring barselshvilen, inden de tage hjem med deres lille nyfødte. Og forleden besluttede regionsrådet at lukke de to tilbud om barselshvile. Spørgsmålet er så, hvor mange nybagte forældre, der vil benytte et kommende tilbud om at flytte på patienthotel i Aalborg efter fødslen. Hotellet ligger på Vesterbro cirka 300 meter fra fødegangen på Aalborg Sygehus Nord. Hvor stor interessen for sådan et tilbud er vil vise sig, når patienthotellet åbner i april. Utryg situation En anden usikker faktor i forhold til fødsler er de sundhedsaftaler, som regionen skal indgå med hver enkelt af de 11 kommuner inden april. Regionsmedlem Per Nielsen (V) er i hvert fald utilfreds med, at de to tilbud om barselshvile i Frederikshavn og Hobro lukker, inden sundhedsaftalerne er på plads. - Det sætter de nybagte forældre i en utryg situation, at opgavefordelingen mellem sygehusene og de kommunale sundhedsplajersker endnu ikke er på plads og vi samtidig ophører med at tilbyde barselshvile med den rådgivning, som findes der, siger han. Heller ikke i den nye Thisted Kommune er sundhedsaftalen endnu på plads. Men her er forældrene sikre på at få en kvalificeret rådgivning, for det har sygehuset papir på. Sygehus Thy-Mors er certificeret som ”Spædbarnsvenligt sygehus”. Det indebærer blandt andet, at mødrene får en grundig vejledning om, hvordan de ammer deres nyfødte barn. Og at der i det hele taget bliver taget ekstra meget hånd om barnet og dets forældre.