Familieterapien har grebet om sig

Elisabethhuset bliver nødt til at finde sit eget hus for at få plads til sine aktiviteters

BÆLUM:Sidste sommer tog Lone E. Johansen det første forsigtige skridt, men nu har drømmen vist sig at kunne bære. Man kan godt leve af at være selvstændig familie- og parterapeut med Bælum som udgangspunkt. Og faktisk går det så godt, at hendes praksis er vokset ud af de rammer, hun indtil nu har lejet sig til hos afspændingspædagog Hanne Ryberg i Nørregade 1 i Bælum. Elisabethhuset, som Lone E. Johansen har kaldt sit firma efter sit eget mellemnavn, må finde et nyt hus at være i, for en dag og en aften om ugen slår ikke til. - Jeg har også nogle familier, hvor vi kan være hjemme hos dem. Men dem bliver jeg jo ikke ved med at have, siger Lone E. Johansen, som er gået på jagt efter et nyt hus på egnen. - Jeg vil jo frygtelig gerne blive i Bælum, hvis det kan lade sig gøre. Allerhelst ville jeg jo bygge en længe om hjemme hos mig selv på det nedlagte landbrug i Solbjerg, men det kommer måske senere, siger hun. De lange køreture Drømmen om at blive selvstændig har hun haft længe, men den pressede sig på sidste efterår, da vejen fra Solbjerg til Frederikshavn til det faste job igen begyndte at føles rigtig lang på den mørke årstid. Selv om hun var glad for arbejdet og kollegerne i Familiehuset, så tærede to-tre timers daglig transporttid også på hendes egen familietid. Og at flytte til Frederikshavn kom slet ikke på tale. - Nej da. Mine børn går i skole her, og de skal ikke flyttes. Vi hører til her. Jeg skal heller ikke til at bo i en stor by. Jeg har det bedst med ro og fred omkring mig, nok fordi jeg er et lidt uroligt gemyt selv, smiler hun. En anden mulighed kunne være at finde et nyt job tættere på hjemmet. - Men den slags job hænger ikke på træerne. Og så havde jeg jo også den her drøm om at blive selvstændig og komme ud af det kommunale system. Det er på én måde dejlig trygt, men også begrænsende. Ting tager lang tid at få igennem systemet, og så når det frem til nogen, der løber stærkt og ikke har tid til at komme helt til bunds. Som selvstændig er der tid til at tænke tingene igennem - og så gøre det! Lone E. Johansen ville også gerne kunne tilrettelægge sin arbejdstid mere frit, så hun for eksempel kunne vælge at opprioritere noget sammen med børnene i dagtimerne og arbejde om aftenen i stedet for. - Jeg kom frem til, at drømmen nu måtte briste eller bære, og jeg tænkte meget over, hvad der mon var det værste, der kunne ske. Og det var faktisk ikke, at jeg kunne risikere økonomisk bankerot. Det værste ville være at sidde tilbage og blive gammel og ikke turde. Mændene ringer Men springet tog hun. Og drømmen bristede ikke, tværtimod. - Jeg har været så heldig, ligesom jeg har været heldig hele mit liv! Lone E. Johansen begyndte ganske vist med det udgangspunkt, at hun meget gerne ville arbejde med seksuelle overgreb og specialisere sig i at behandle familier med dette særlige problem som det dominerende. - Men jeg vidste også godt, at det ville være svært, når jeg ikke er kendt som familieterapeut her i området. Det er et meget følsomt emne. I stedet for har jeg fået rigtig mange henvendelser om parterapi, fortæller hun. Det er overraskende tit mændene, der henvender sig angående parterapi: - Man tror måske, at det mest er kvinder, men i stigende grad er det altså mænd, der tager initiativet, muligvis fordi deres koner har sagt, at nu måtte de gøre et eller andet. Men mændene vil det også gerne, siger Lone E. Johansen. I det hele taget oplever hun en stigende interesse for at kæmpe lidt mere for parforholdene. - Det overrasker mange, hvordan man med få redskaber faktisk kan ændre et parforhold. Det handler meget om, hvordan man taler sammen. Om man er åben i sit sprog og åben over for den anden. Eller om man lukker af og smider en spand koldt vand i hovedet på hinanden. Mange gange er folk holdt op med at lytte til hinanden, og især glemmer mange forældre, at de også skal give sig tid til at være kærester. Sammen med terapeuten kan et par bedre på øje på deres mønstre, eventuelt med videooptagelser til hjælp: - Når man får øje på mønstrene, kan man ændre dem. Parterapeutens mål er ikke at få parrene til at blive sammen for en enhver pris. - Jeg kan ikke garantere, hvad der sker. Men vi kan måske finde kernen i problemerne. Og jo før man kommer, jo nemmere er det at redde stumperne, siger Lone E. Johansen. I øvrigt kommer der også familier hos hende for at finde ud af, hvordan de bedst samarbejder om børnene, efter at de voksne er gået fra hinanden. - De vil gerne arbejde på at få den opgave til at lykkes. Og almindeligvis har de jo de samme ønsker for alt det gode, de vil gøre, fortæller Lone E. Johansen, som gerne så, at endnu flere benyttede sig af muligheden for at få hjælp til at samarbejde om børnene efter et brud: - Det er jo børnene, der betaler prisen. Men det er helt naturligt, at det kan være svært for de voksne. Der er nogle forsvarsmekanismer, der går i gang, og problemerne ligner hinanden, uanset om man er en bistandsklient henvist fra kommunens socialforvaltning, eller man selv henvender sig og selv betaler. Det er nøjagtig det samme følelsesregister. Lone E. Johansen er glad for at arbejde som selvstændig terapeut, men det er også lidt mere ensomt. - Jeg er jo nødt til at købe mig til supervision ude i byen, for jeg har jo også mine blinde pletter og mønstre. Men heldigvis kan jeg også stadig vende ting med mine studiekammerater og tidligere kolleger.