Familietragedie: Kvinde og mand fundet døde i Horsens

En mand i 40'erne formodes at have dræbt sin ekskone og derefter at have begået selvmord i et hus i Horsens.

En mand og en kvinde er onsdag fundet døde i et hus i Horsens. Politiet formoder, at manden har dræbt sin ekskone og derefter har taget livet af sig selv.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

- Sydøstjyllands Politi blev i dag (onsdag, red.) klokken 14.53 tilkaldt til en adresse i Horsens. Ved ankomst til adressen kunne det konstateres, at husets beboer, en kvinde i 30'erne, og hendes eksmand, en mand i 40'erne, begge var døde, skriver politiet.

Politiet betegner hændelsen som en "familietragedie" og oplyser, at det var pårørende, som alarmerede politiet.

Sydøstjyllands Politi arbejder onsdag aften på gerningsstedet.

Ved hjælp af teknikere og retsmedicinere er opgaven at klarlægge hændelsesforløbet.

Det afdøde par havde ifølge politiet ingen børn.

På grund af sagens karakter har Sydøstjyllands Politi ikke yderligere oplysninger i sagen.

Alle pårørende er underrettet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.