Familietur til nyt stuehus og have samt mark og natur

HORNE: Tirsdag 20. maj holder LandboNord et stort familiearrangement hos Betina og Per Eltved, Højtvedvej 37, Horne. Gæsterne får lejlighed til at kigge indenfor i det nybyggede stuehus, hvor Betina og Per selv har stået for indretningen. Der er lagt vægt på, at det skal være praktisk, let at rengøre og god plads til en landfamilies mange gøremål. Der er anlagt terrasse, men haven skal lægges om. Havebrugskonsulent Knud Bundgård, Dansk Haveselskab, har lavet en skitse og viser, hvordan man tager hensyn til, at bygninger derved kan fremhæves eller skjules, når man planter træer og anlægger have. Hos familien på Højtvedvej i Horne skal det nye stuehus fremhæves, og produktionsbygningerne skal skjules. Naturvejleder Jørgen Stubgård og planteavlskonsulent Poul Olesen tager os med på markvandring i det bakkede terræn, hvor der bliver kigget på fugleliv, grøftekant og markens afgrøder. 4H laver aktiviteter sammen med børnene, så det er en aften, hvor hele familien kan være med. Aftenen sluttes af med kaffe i maskinhuset. LandboNord Kreds 1, Qvinder i LandboNord, deltidsudvalget & 4H står som arrangører af familieturen.Holm