EMNER

Familievenlig byfest i Gug

GUG:Der er lagt op til masser af sjov for hele familien, når der torsdag til søndag er byfest i Gug. Byfesten er i år gjort mere familievenlig, oplyser festudvalgets pr-medarbejder Aage Storm. I modsætning til tidligere byfester er der i år ikke tivoli. Til gengæld vil der være et stort legeland med blandt andet hoppeborge, hurlumhejhus og Tarzanbane. Der er for eksempel også elastikspring, skydning, loppemarked, opvisning med Dance Action og gadefodboldturnering med 31 deltagende hold på programmet, og lørdag er der grillaften for hele familien, inden Pit-Stop spiller op til dans. Børnene får også mulighed for at synge og spille sammen med Tonny Aabo, og verdensrekordholderen i overrivning af telefonbøger dyster mod den 200 kilo tunge Flemming Bruntze. Hele programmet for byfesten kan ses på www.gugboldklub.dk