EMNER

Fanatisk hylekor

Så er vi atter landet på krybdyrhjernens sandbanke, hvor intet andet tæller end råb, vold, hysteri og had.

Aldrig så snart begyndte Israel sin land- og luftkrig mod Gaza, før den hjemlige debat eksploderer i håbløse konfrontationer: den ene part erklærer, at Israel har en ubetinget ret til at forsvare sit territorium med alle midler, og at alle, der vil modificere dette synspunkt, er glasklare idioter; den anden part erklærer, at det ulykkelige og uløste Palæstina-problem, som Israel også er ansvarlig for, må tælle tungere, fordi det er her, elendigheden er dagligdag, ydmygelserne størst og håbet mindst. Synspunktet medfører ikke en accept af Hamas’ scud-angreb på israelsk territorium, men indebærer, at i en kamp mellem Goliath og David er det naturligt at lægge de største forpligtelser på den stærke og støtte den svage. Det har faktisk alle dage været god etik. Israel er Mellemøstens mini-supermagt og fører krig med det mest avancerede materiel. Alene at Israel er områdets supermagt, må indebære, at de har en større byrde at bære for at løse problemerne. Hamas appellerer bevidst til den globale opinions moralske forargelse, samtid med at man affyrer sine missiler fra tæt befolkede områder på Gaza-striben. At Hamas givet bruger befolkningen og børn som skjold, og at Israel åbenbart og koldblodigt ser bort fra denne kynisme, er sådan set bare en del af den dødsspiral, begge parter er involveret i. Tabstallene er igen meget store på palæstinensisk side, og hvis Israel tror, at man kan løse det palæstinensiske problem med krig, må man tro om! Svineriet på Gaza-striben vil uvægerligt sprede sine kim til hele Mellemøsten og gøre ondt værre. Man kan ikke helt komme uden om den mistanke, at krigen er startet i det magttomrum, der er i forbindelse med præsidentskiftet i USA. Gaza-krigen er den ultimative falliterklæring for den afgående præsident Bush, der siden 2001 jo har hævdet en doktrin, han kom for skade at kalde ”krigen mod terror”. Alle venter i spænding på, hvad præsident Barack Obama vil gøre. Det palæstinensiske problem har i den moderne verden global betydning og skal løses med en tostatsløsning. Der findes ikke andre løsninger, og ingen af parterne har den absolutte ret på deres side. Begge parter må give køb på deres krav. Ellers fortsætter regionen med nye krige, og verdens sikkerhed vil overalt være truet. I 1938 foreslog Kaj Munk, at de tyske jøder kunne deporteres til Abessinien. Det var efter Krystalnatten, som præsten og digteren dog fandt for grov, da også jøder er Guds børn. Han appellerede til Mussolini om at overtale Hitler til denne løsning af det tysk-jødiske problem. Vi kan hverken flytte den ene befolkning i Mellemøsten eller udrydde den! Palæstinensere og israelere er naboer og må finde ud af at dele jorden, så de kan bo i hver sin stat. Imens sidder Europa hændervridende og beklager udviklingen. Det er virkelig ynkeligt. FN’s resolutioner om våbenhvile bliver ikke respekteret. Interessant nok var dette jo Anders Fogh Rasmussens begrundelse for at sende Danmark ind i Irak-krigen – at Saddam Hussein ikke respekterede FN’s resolutioner. Præsident Bush er omsider og heldigvis nået til endestationen med en fejlslagen udenrigspolitik, der har bygget på krigen som afskrækkelsesmiddel. Verden er ”køn” her ved nytårsskiftet. Grusom ”køn”. Jeg forstår ikke, at den pro-israelske demonstration i København ville bruge en Søren Espersen som taler. Når man nu havde ulejliget sig ind på Rådhuspladsen ude fra Hellerup, kunne man vel finde en mere smagfuld person? Og jeg forstår ikke det palæstinensiske ”hysteri” på gaden, der gør enhver samtale umulig. For der er jo kun den civiliserede samtale at håbe på, men den kræver jo også civiliserede personer.