Fandt et ton ammunition i villa

Herning, onsdag /ritzau/ Politifolkene gjorde store øjne, da de onsdag i forbindelse med en brand trængte ind i en villa i Sønder Felding sydvest for Herning. Rundt om i huset fandt de i alt et ton ammunition til jagtgevær og riffel. Branden brød ud i et fyrrum, der lå i et skur ved siden af villaen, som blev røgskadet, men ellers ikke berørt af branden. Politiet ville dog sikre sig, at der ikke var personer i fare i huset og trængte derfor ind, hvor man fandt den store mængde ammunition. - Vi tilkaldte ammunitionsrydningstjenesten fra Skive, der brugte seks timer på at fjerne ammunitionen, der dels var skarpe skud, dels affyrede patroner, siger den vagthavende hos politiet i Herning. Villaens ejer har våbentilladelse, og militærets eksperter fortalte politiet, at der ikke havde været fare for menneskeliv i forbindelse med branden. - Men man må ikke opbevare så meget ammunition i en villa, siger den vagthavende. /ritzau/