Fandt fire granater i sin have

Det var et særdeles usædvanligt fund en haveejer gjorde, da husejeren var i gang med at fjerne ukrudt

Arkivfoto

Arkivfoto

VEDBÆK:Det er slemt nok at have ukrudt i sin have, men håndgranater er nok en tand værre - og ikke noget man lige selv fjerner.

Lørdag blev Nordsjællands Politi kontaktet at en husejer, der havde været på gravearbejde i sin have på Krogsholmgårdsvej i Vedbæk. Her var husejeren stødt på ikke mindre end fire granater. Det skriver sn.dk.

- Derfor kontakter vi straks Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste (EOD), som hjælper i den slags sager. Vi vurderer, at granaterne er af ældre dato, formentlig fra 2. verdenskrig, men de kan være ustabile at flytte rundt på, og derfor tilkalder vi eksperter på området, fortæller vagtchef Peter Olesen, Nordsjællands Politi, til sn.dk.

Presserådgiver i Forsvaret, Katrine Vase, bekræfter, at der er tale om gammelt krigsmateriel, sandsynligvis fra 2. verdenskrig.

- Det drejer sig om en gammel engelsk håndgranat af mærket Mills, en dansk håndgranat og to engelske håndgranater. Det hele var i en så fin stand, at det kunne transporteres bort fra adressen uden problemer, siger Katrine Vase til sn.dk.

Hverken Nordsjællands Politi eller Forsvaret har bud på, hvorfor granaterne var gravet ned netop i haven på Krogsholmgårdsvej i Vedbæk. Der bliver med jævne mellemrum fundet gammelt krigsmateriel rundt omkring, bl.a. også på en adresse i Birkerød i sidste måned. Også her var Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste i aktion.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.