Fandt fire kilo hash i garage-butik

Et tip sendte politiets specialpatrulje af sted til Hennedal, hvor fangsten var noget større end forventet.

Det skulle have været en forholdsvis almindelig ransagning på baggrund af et tip om "noget hash". Men - der ventede betjentene en noget anden sag end forventet, da Nordjyllands Politis specialpatrulje onsdag omkring klokken 17 lagde vejen forbi et hus i haveforeningen ved Hennedal i Aalborg Øst. - Da vi kører derud, så finder vi en garage, der nærmest er indrettet som en slags butik - eller smugkro, siger Karsten Kristensen, leder af specialpatruljen. Fire kilo hash Og det var ikke bare en smule hash og et par rammer lunkne tyske øl, der dukkede op i garagen. - Der er en masse købmandsvarer i garagen, og mellem dem finder vi pludselig fire kilo hash, foruden 46 pebersprays, som er købt i Tyskland. Derudover er der en hulens masse afgiftsfrie varer, der også er købt i Tyskland. - Så ud over de fire kilo hash, så ligger vi nu inde med flere end 5000 øl og vand, en hel del spiritus, vin, slik, deodoranter og andre varer, siger Karsten Kristensen. SKAT også ind i sagen På grund af de mange afgiftsfrie varer er SKAT blevet inddraget i sagen, hvor en 48-årig mand er sigtet. - Det er noget, der har stået på længe, siger Karsten Kristensen om salget af afgiftsfrie varer. Med hensyn til hashen så fortæller han, at den mængde, politiet fandt, er stor; rigtig stor. - Fire kilo hash er rigtig meget. Normalt finder vi måske 100-200 gram, når vi ransager efter hash, siger Karsten Kristensen.

Forsiden