Fandt oversavet jagtgevær

Nægter alt kendskab til våbnet, som blev fundet på mands bopæl.

En mand fra Aalborg blev torsdag eftermiddag varetægtsfængslet i fire uger efter, at Nordjyllands Politi havde fundet et oversavet jagtgevær på hans bopæl i Aalborg Øst. Ved anholdelsen nægtede manden alt kendskab til jagtgeværet. - Det bliver nu sendt til teknisk undersøgelse blandt andet for at finde ud af, om det har været brugt, siger politiassistent Kenneth Skovsmose. Det var på baggrund af et tip, at politiet ledte efter våbnet på mandens bopæl. Han er i forvejen kendt hos politiet for besiddelse af våben og voldskriminalitet.