Kriminalitet

Fandt stjålne breve på tur med hunden

Jørn Gøttler fandt flere breve, der flød på vejen omkring hjemmet i Norup. De viser sig at være tyvekoster fra et indbrud hos det lokale distributionskontor

Nogle af de breve, som Jørn Gøttler fandt, er hårdt medtagede, mens andre er i fin stand.	Foto: Emil Kristensen
Nogle af de breve, som Jørn Gøttler fandt, er hårdt medtagede, mens andre er i fin stand. Foto: Emil Kristensen

HADSUND: Jørn Gøttler blev noget overrasket, da han søndag morgen fandt et brev liggende på vejen foran hjemmet på Åmøllevej i Norup. Overraskelsen blev ikke mindre, da senere gik tur med sin hund, og fandt yderligere tre breve på Åmøllevej.

Da han senere på dagen tog bilen for at køre til Hadsund holdt han ekstra øje med vejkanten.

- Jeg havde jo allerede fundet fire breve, så jeg tænkte, at der sagtens kunne ligge flere, siger Jørn Gøttler.

Han fik ret i sine forudsigelser, og på Mariagervej og i rundkørslen ved Hadsund Syd fandt han flere breve i vejkanten. Han fandt i alt syv intakte breve og stumper fra to yderligere i tidsrummet mellem klokken 8 og 12 søndag. Strækningen mellem hjemmet og rundkørslen er lige knap fem kilometer.

- Jeg var forbløffet over, at de bare lå der, og min indskydelse var bare at samle dem op, jeg fandt, siger Jørn Gøttler.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Jørn Gøttler blev overrasket, da han fandt flere breve på vejen og i vejkanten søndag morgen og formiddag. Foto: Emil Kristensen

Tyvekoster

Det viser sig, at det er tyvekoster, som Jørn Gøttler har fundet på sin vej. For natten mellem lørdag og søndag har der været indbrud i det lokale distributionskontor på Himmerlandsgade i Hadsund. Det oplyser Holger Jensen, distributionschef i PostNord.

- Der er blevet stjålet 40 ganske almindelige breve i alt fra distributionskontoret, hvor vi ikke har værdigenstande liggende. Vi beklager selvfølgelig overfor vores kunder, at brevene er blevet stjålet, siger han.

Holger Jensen fortæller videre, at indbruddet er anmeldt til politiet mandag ved middagstid, og at gerningsmændene har smadret et vindue for at komme ind

Sørger for omdeling

De breve, som Jørn Gøttler fandt på sin tur med sin hund er afleveret til PostNord igen, som vil sørge for, at de bliver omdelt til de rette personer.

De godt og vel 30 breve, som ikke er dukket op skulle være omdelt på følgende gader i Hadsund: Markedsgade, Vestergade, Gartnervej, Brogade, Thygeslundvej, Engvej, Havnevej og Havnegade.

Så bor man på en af de gader, er der en forklaring, hvis man undrer sig over, hvor posten bliver af.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden