EMNER

Fandt varer for 56.000 kroner på to minutter

Hanne Lund løb stærkt, da hun skulle hente hovedgevinsten hjem i Dansk Isenkram Forenings konkurrence

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Og så videre til næste hylde.

FARSØ:Klokken er 9.50 onsdag formiddag. Hanne Lund tripper nervøst omkring mellem hylderne i Jørgen Jensens Kop & Kande-butik i Farsø Rådhuscenter, mens hun klamrer sig til en kop med varm kaffe. Nu skal det snart vise sig, om den nøje indstuderede plan holder. Siden Hanne Lund for halvanden uge siden fik at vide, at hun er vinder af den ene af de tre hovedgevinster i Dansk Isenkram Forenings jubilæumskonkurrence, har hun besøgt Kop & Kande fire-fem gange. Overblik og hurtighed afgør nemlig gevinstens størrelse, for det gælder om at tage så mange varer som muligt på to minutter. - Jeg går efter et Copenhagen stel. Det er noget, jeg bare må eje. Og så nogle knive, Jakob Jensen telefoner og en støvsuger, som ikke bare er en almindelig støvsuger, men kan meget mere, fortæller hun, inden det går løs. Veninder og arbejdskolleger fra fjerkræslagteriet Danpo i Aars er dukket op for at ønske pøj-pøj. Da klokken nærmer sig 10, bliver de og alle andre kunder lukket ud af butikken. Endelig starter Jørgen Jensen stopuret. Og så løber Hanne. Så hurtigt hun kan, uden at vælte udstillingen eller falde over trapperne i butikken, styrer hun direkte mod det kongelige porcelæn, griber en stak på 11 store tallerkener og balancerer sammenbidt tilbage til disken med erobringen. Afsted igen. Nu gælder det de dyre køkkenknive. Videre til skabet med Georg Jensen ting. Ure og telefoner ryger hurtigt over på disken. Hanne løber videre. Griber en støvsuger, to kaffemaskiner og en dab-radio, som hurtigt placeres i sikkerhed blandt de andre nyerhvervelser. Så går turen tilbage til porcelænet, hvor en stak dybe tallerkerner og en stak frokosttallerkener føjes til de store middagstallerkener, som venter på disken. Hver tallerken, der er af mærket Musselmalet Mega, koster et sted mellem 600 og 800 kroner. Tiden er ved at være gået. - Tre, to, én, nul, tæller Jørgen Jensen, imens Hanne Lund gør et langt spring mod hylden med Eva Trio gryder. I sidste sekund smækker hun to store gryder i disken. Ræset er slut, og mens butikkens medarbejdere går i gang med at gøre Hannes bytte op, søger hovedpersonen om bag en hylde for at samle sig lidt og få pusten. - I Holstebro og Ringe, hvor vinderne i Imerco-kæden og Inspiration samlede varer ind, fik de for henholdsvis 31.000 kroner og 43.000 kroner, fortæller Helle Bilde fra Dansk Isenkram Forening. Et lidt højere beløb ligger der nok for på disken i Farsø, mener Hanne Lund selv. For hun regnede også på priserne, da hun gik og lagde sin rute. Alligevel bliver hun både overrasket og begejstret over at høre summen: 56.000 kroner. - Yes! Yes! Så har vi 13.000 mere end dem i Ringe, udbryder hun. 56.662,50 kroner helt præcist er værdien af Hanne Lunds to effektive minutter. Bortset fra en barbermaskine, som hendes far skal have på Fars Dag, så skal resten hjem og bruges og nydes. - Men tallerkerne skal i hvert fald ikke i opvaskemaskinen, fastslår hun. Det er i øvrigt Dansk Isenkram Forening, der betaler gevinsten, så Jørgen Jensen kunne med ro i sindet se til, mens Hanne Lunds hev de dyre varer ned fra hylderne i hans butik.

Forsiden