Velgørenhed

Fange laver fup-indsamling

LØGSTØR:Folks vilje til at støtte en god sag med kontanter bliver tilsyneladende udnyttet af en indsat i statsfængslet ved Horsens. I store annoncer i landsdækkende aviser har den 38-årige Carsten Jensen bedt læserne om at støtte "Foreningen For Pædofilramte Børn & Pårørende", som han er formand for, og på hjemegnen ved Løgstør har han selv været ude med raslebøssen og bedt butikker om at stille indsamlingsbøsser op. - Der er ikke en indsamling, som vi har givet tilladelse til, så vi har været ude at inddrage indsamlingsbøsserne, siger kriminalinspektør Torben Jensen, der nu er i gang med at efterforske sagen. Carsten Jensen sidder inde med en voldsdom på to år og tre måneder, men det er på udgang i weekenden, at han er blevet set samle ind i Løgstør. I annoncerne fremgår det, at man kan henvende sig til ham per telefon efter klokken 16. Da er han nemlig tilbage i cellen efter dagens arbejde. Det forsøgte NORDJYSKE i går, men det lykkedes ikke at få kontakt til Carsten Jensen. 1. sektion side 6