Fange på udgang anholdt med narko

33-årig på udgang fra fængselsdom på 12 år blev torsdag anholdt med narko i bilen.

Fange på udgang anholdt med narko

En fængselsdom på 12 år for narkokriminalitet har tilsyneladende ikke været tilstrækkeligt afskrækkende for en 33-årig mand, som Fyns Politi nu har anholdt.

Manden er på ny blevet sigtet for narkokriminalitet, som han har begået, mens han var på udgang fra fængslet.

- Vi henvender os til en mand, som sidder og hænger i en bil, for at se, om han er syg, eller om der er andet galt, fortæller vagtchef Lars Thede fra Fyns Politi.

- I bilen finder vi 106 gram af det stof, der hedder ketamin, og vi finder også amfetamin og et stof, der hedder fantasy, fortæller vagtchefen.

Fundet skete torsdag eftermiddag på Vestre Stationsvej i Odense og førte naturligvis til, at manden blev anholdt.

- Efterfølgende ransager vi på hans bopæl i Bellinge, og her finder vi også omkring 100 gram hash, fortæller Lars Thede.

Den 33-årige mand afsoner i øjeblikket en dom på 12 års fængsel for grov narkokriminalitet. Når han ikke sad og ruskede tremmer, da politiet anholdt ham, skyldes det, at han var på udgang.

Med torsdagens anholdelse skal den 33-årige dog ikke regne med at kunne færdes frit lige foreløbig.

- Det er planen, at han fredag skal fremstilles i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling, fortæller Lars Thede.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.