Fangede krokodille på 6 meter

Glæde i fillippinsk landsby over at have fanget kæmpe-krokodille

En krokodille på seks meter og en vægt på over et ton er blevet fanget i landsbyen Bunawan i Agusan del Sur-provinsen på Filippinerne. Det skriver bt.dk, der har historien fra nyhedsbureauet AP. Kæmpe-krokodillen er blandt de største, der nogensinde er blevet fanget i levende live. Landbyens indbyggere er overbevist om, at det er krokodiller, der er skyld i, at en person er forsvundet sporløst. Opsynsmanden Ron Sumilier har trænet fem jægere fra landsbyen, og sammen har de lagt 20 stålkabelfælder i skoven. Krokodillen blev fanget i en af dem, og omkring 100 mennesker var med til at hive den fra skoven og ud i åbent landskab. Sumilier tvang krokodillen til at brække sig, men der kom ingen menneskerester op. Derfor tror han, at det er en anden krokodille, der er skyld i en persons forsvinden. Ifølge indbyggerne i landsbyen er der da også en endnu større krokodille løs i område, og jagten er allerede gået ind på at fange den. Kæmpe-krokodille skal efter planen være den store stjerne i en ny dyrepark. Man håber, at den vil skabe større bevidsthed blandt lokalbefolkningen og turisterne om den vitale betydning, de frygtede reptiler har for økosystemet.