Fanget to år på en øde ø

Da de 25 overlevende medlemmer af Danmarksekspeditionen 23. august 1908 nåede hjem til København, blev de modtaget med hyldest, men også stor kritik af, at de ikke havde fundet Mylius-Erichsen og Høegh Hagen. Eller i hvert fald deres lig. Den største kritikere var kaptajn Ejnar Mikkelsen. Hans harme var så stor, at han tog initiativ til en ny ekspedition, der skulle opklare de forsvundnes skæbne - eller i det mindste finde deres dagbøger. I sommeren blev han sammen med seks andre mænd, bl.a. Iver Iversen, sendt af sted til Nordøstgrønland på den 50 tons store nordlandsjagt ”Alabama”. Den blev indkøbt til formålet i Norge. På grund af is måtte skibet gå i vinterhavn på østsiden af Shannon Ø, der ligger noget sydligere end Danmarkshavn. I september-december 1909 foretog Mikkelsen og Iversens sammen med løjtnant Chr. H. Jørgensen en slæderejse til Lambert Land. Her fandt de Brønlunds lig og hans dagbog. De to andre fandt de ikke. Derfor vendte de næsen hjem mod Alabama og ventede til det blev marts og mulighed for at gennemføre en ny slæderejse over indlandsisen til Danmarks Fjord. Denne meget risikable tur, der kun havde Mikkelsen og Iversen som deltagere, gav heller ikke noget resultat. De nåede først tilbage 25. november blot for at opdage, at Alabama i mellemtiden var blevet skruet ned af isen. De fem tilbageblevne mænd havde reddet sig i land og bjerget så meget som muligt af skibet. Af disse rester havde de bygget et lille skur og indstillet sig på at overvintre der. Ved et tilfælde opdagede en norsk ekspedition i området, at der sad en lille flok mænd på kysten. Nord mændene konkluderede at Mikkelsen og Iversen havde besluttet sig for at blive i Danmarkshavn, hvorefter de fem mand i Alabamahytten traf en hurtig beslutning om at sejle med. De skrev en seddel om hvad der var sket plus oplysninger om, at der var proviant og ammunition nok til to år samt at gruppen ville prøve at skaffe penge til en ny ekspedition den følgende sommer. Sedlen lagde de på bordet ved det lille vindue, hvorfra der er udsigt til ismasserne. Mikkelsen og Iversen forbedrede hytten og brugte så i øvrigt vinteren til at drøfte, hvornår de skulle hente Mikkelsens dagbog, som de havde efterladt ved Skærfjorden sammen med nogle andre ting 300 kilometer borte. I foråret 1911 drog de af sted. De fandt dagbogen, men dens vigtigste sider var ædt af en bjørn. De sider, hvor Mikkelsen antyder et meget dramatisk endeligt for de to forsvundne, omtaler han selv i sin bog ”Farlig Tomandsfærd”. De to vendte tilbage til Alabamahytten og besluttede sig for at forlægge residensen til den sydligere ø Bass Rock, hvor mulighederne for undsætning var større. Mens de bevæger sig syd over i sommeren 1911 ankommer undsætningsskibet til Shannon Ø. Det rejser hjem med uforrettet sag – og Mikkelsen og Iversen må tilbringe endnu en vinter i ødemarken. Først 18. juli 1912 blev de to undsat af sælfangeren ”Sjøblomsten” af Ålesund. Da vi med hjælp fra GPS'ere fandt Shannonhytten, var den i en elendig forfatning. En isbjørn havde været på besøg, smadret døren og slæbt indboet uden for. Vi samlede så meget sammen, som vi kunne, og lagde det ind i hytten – inden en isbjørnehun med to unger dukkede op og tydeligt gjorde det klart, at vi var på fremmed land. I strakt grisegalop gik det ned til ”Mikheev”'s sorte zodiac-gummibåde, der ventede ved bredden. Mens vi iførte os redningsvestene, satte de erfarne, russiske søfolk fra land i enorm fart. Det var heldigt, for den ene unge faldt i vandet og mutter sprang efter med den anden unge, alt mens hun knurrede ad os.