Fankultur relativ ny i Aalborg

AALBORG:Fan-grupperinger i Aalborg er et forholdsvist nyt fænomen, som er blomstret op inden for de seneste godt 10 år. Til gengæld har opblomstringen været voldsom med over 15 forskellige grupperinger. Med hjælp fra Boys Republic bringer NORDJYSKE her en tilnærmelsesvis fuldstændig historisk oversigt. AaB Fan United - Dannet i 1992-1993 og regnes for den første egentlige fan-fraktion. Talte ca. 15 medlemmer. I 1996 indlemmet i Central Support Aalborg og i dag en del af Boys Republic. AaB Ultras - Ungdomsfraktion stiftet i 2002. Ca. 15 medlemmer, som er meget aktive med trommer m.m. på stadion. Aalborg Øst Ultras - Oprettet i 1997, hvor gruppen også forsvandt igen. Talte ca. 15 medlemmer. Central Support Aalborg - Stiftet i 1995 som en lille fraktion. Ambitionerne om at blive et alternativ til den officielle AaB Support Club voksede, og gruppen nåede ca. 60 medlemmer. Var meget aktive på lægterne med trommer og megafon, egne klubjakker og t-shirts. Ebbede ud i 2000-2001. Cosa Nostra - Lille gruppe fra 2002. I dag med i Boys Republic. De Røde Hunde - Fast element på nordtribunen i 1997-1999, hvor de ca. 20 mand fyrede op under siddepladserne. I dag spredt for alle vinde. Det Røde Slips - Pionerklub fra først i '80'erne, men mest til AaB Ishockey. Nedlagt som forening midt i '90'erne. Enkelte er nu med i Boys Republic. El Cojones (spansk for "nosserne") - Stemningsskabende fraktion på Aalborg Stadions nordtribune ca. 1998-2001. Estremo Boys Aalborg - Stiftet i 2001 under navnet Ultra Bananen. Udvidet betydeligt i 2002 under navnet Estremo, som i dag er en del af Boys Republic. Gruppo 112 Aalborg - Lille gruppe stiftet i 2000. Målet var at skabe en "mentalitetsændring" blandt AaB-fans. Boys Republic blev skabt på initiativ fra Gruppo 112. Ni Vip - Gruppe fra sidste halvdel af '90'erne. Deres trøjer kan fortsat observeres på stadion. Red Dragons - Ungdomsfraktion fra 2002. Red Vikings - Dannet i 1998, ca. 20 medlemmer med vikingehjelme, som stadig, omend sjældent, bliver luftet. Thorst-Klanen - Opstod midt i '90'erne med AaB-fans fra Brønderslev som udgangspunkt. Klanen havde egne trøjer. West End Support - Stiftet i 1995 af ekstra aktive fans fra den officielle AaB Support Club. Havde eget klubmagasin og egne jakker, halstørklæder og et gigantisk flag. Mange er fortsat aktive, bl.a. i Boys Republic.