Fans og farverige kostumer udebliver fra VM i dart

Coronasituationen medvirker til, at dartforbundet PDC må gå på kompromis med traditionerne til VM i London.

Sådan så det ud, da kostumeudklædte fans deltog i verdensmesterskabet i dart i 2018. (Arkivfoto)

Sådan så det ud, da kostumeudklædte fans deltog i verdensmesterskabet i dart i 2018. (Arkivfoto)

LONDON:I december plejer udklædte fans at flokkes til London for at overvære VM i dart, mens de drikker sig fulde og synger sange.

Men det bliver der formentlig ikke noget af i år, når turneringen løber af stablen fra tirsdag og frem til 3. januar.

Fans var ellers begyndt at finde tilbage, efter at coronarestriktionerne blev lempet i England 2. december.

Men PDC (Professional Darts Corporation, red.), der er verdens største dartforbund og arrangør af VM, var mandag nødt til at meddele, at første del af turneringen bliver uden tilskuere alligevel.

Det sker efter, at værtsbyen London har bevæget sig op i det øverste risikoniveau i den britiske udgave af varslingssystemet, der bestemmer, at tilskuere ikke må deltage i store sportsbegivenheder.

PDC havde ellers gjort klar til en dæmpet dartfest med klare restriktioner, der hverken tillod slagsange eller farverige kostumer.

Indtil videre træder restriktioner i kraft fra onsdag til 23. december, men da turneringen starter tirsdag, får omkring 1000 fans lov til at træde ind i lokalerne i Alexandra Palace i London, der hvert år lægger hus til VM.

Hvad der skal ske efter 23. december er endnu ikke blevet besluttet, og dartfans med billetter efter jul må derfor holde vejret lidt endnu.

Fans har ikke været lukket ind til de store professionelle dartturneringer på britisk jord siden marts, og for de flestes vedkommende må de vente lidt endnu.

Flere spillere glædede sig ellers til at byde fans velkommen til dartarenaen. Den forsvarende verdensmester, Peter Wright, er blandt dem, som med stor glæde så frem til at kaste pile foran tilskuere igen.

- Det er med til at sætte gang i adrenalinen og spændingen, siger Peter Wright til BBC Sport.

Netop Peter Wright er dog en af de få spillere, der allerede skal i aktion tirsdag, når første session sættes i gang, og derfor får han akkurat lov til at se fansene tage plads igen.

Der afvikles en eller to sessioner hver dag, og sessionerne vil i begyndelsen af turneringen indeholde fire kampe. Antallet af kampe per session vil falde, som turneringen skrider frem, da kampene bliver længere.

Der deltager ingen danskere ved VM.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden