Fantalsmand: Forkasteligt at spillerne sendes afsted

DBU og Spillerforeningen ligger i konflikt. Begge parter burde rykke sig, mener landsholdsfan Claus Amondsen.

John "Faxe" Jensen og Hasse Kuhn skal stå i spidsen for nødlandsholdet, der onsdag spiller mod Slovakiet. Foto: Claus Fisker/arkiv/Ritzau Scanpix
Sport 4. september 2018 16:48 - Opdateret 4. september 2018 17:58

Det er latterligt, at landsholdet sender et alternativt landshold til træningskampen mod Slovakiet.

Det mener, den tidligere formand af De Danske Roligans og en af talsmændene for landsholdets fanklub, Claus Amondsen.

Dansk Boldspil-Union (DBU) har tirsdag udtaget et alternativt landshold, der skal spille testkampen mod Slovakiet onsdag på udebane.

- Det er forkasteligt, at man overhovedet sender en flok - undskyld mig - 2. divisionsspillere og måske nogle superligaspillere afsted, siger Claus Amondsen.

Foreningen De Danske Roligans eksisterer ikke længere, men landsholdet har en fanklub, hvor Claus Amondsen er en af talsmændene.

Han mener, at konflikten skulle have været løst for længe siden, og at situationen er stukket af. Både Spillerforeningen og DBU bør kunne rykke sig, mener han.

- De skal se at få fingeren ud begge parter, og se at få det løst, siger Amondsen.

- For mig må det være en ære at stille op for sit land, måske mener spillerne, at jeg er helt forkert på den, men det synes jeg.

At der sendes et landshold til kampen mod Slovakiet, mener han er unødvendigt. Men til kampen søndag mod Wales, som er en kvalifikationskamp, skal der stilles hold, understreger han.

- Det er en træningskamp, som de ikke kan bruge til noget som helst. Det er klart, at det skal løses til kampen på søndag. Det er vigtigt, for ellers tror jeg ikke, at de slipper lige så billigt, som damerne gjorde, siger Amondsen.

Nogle af spillernavnene til det alternative landshold er offentliggjort. Det drejer to spillere fra Avarta-spillere. Holdets topscorer Christian Offenberg samt målmanden Morten Bank er udtaget.

Avarta ligger næstsidst i 2. division med en sejr i seks kampe.

Den tidligere landsholdsspiller John "Faxe" Jensen og Hasse Kuhn, der til daglig er træner for Skjold Birkerød i Danmarksserien, skal stå i spidsen for landsholdet mod Slovakiet.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...