Fantasi og kreativitet for fuld udblæsning

Traditioner og nye trends slår igennem i denne weekend

Aalborg 1. marts 2003 07:00

Nederdele fra 80'erne, tylskørter, nisserhuer og filthatte var fundet frem, og både papkasser, sorte affaldsposer og sværte var taget i anvendelse, da de 192 elever på Aalborg Friskole i går tog hul på fastelavnsløjerne med tøndeslagning for store som små. Fantasi og kreativitet lå bag langt de allerfleste udklædninger. En vis fætter var tydeligvis ikke i vælten. Og spændvidden var stor. Der var ganske vist hekse i alle afskygninger, men der var også en AaB cheerleader, en beduin og en bager foruden et urmenneske, en fredskæmper, et skelet, flere indianere og en havregrynspakke. 8. og 9. klasserne var de første til at slå en tønde ned, men de yngste fortsætte uanfægtet. Og dybt koncentrerede. For vel er det ikke altid nemt både at lægge energi i slaget og holde dragten på plads, men Johanne fra 1. klasse slog det afgørende slag, og så var der slik til alle. Det er en tradition, at skolen samler alle eleverne til tøndeslagning fredag forud for fastelavnssøndag, og vel har det ikke altid været lige nemt at få de største elever til at medvirke, erkender skolelærer Nicolai Lange, men i dag, da skolen for længst har søsat en "søskendeordning", der betyder, at de store elever får en "lillebror" eller "lillesøster" i en af de små klasser, som de har ansvar for og skal tage sig af også til fastelavn, går det anderledes nemt. Og så hjælper det vel også, at eleverne ikke er de eneste, der er udklædt. -rod

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...