Teater

Fantasi og virkelighed

Thomas Markmann: Død mands kvinde

I rollen som Helena er Sanne Saerens bevægende og levende, mens Lauring som veninde står for de kølige overvejelser.

I rollen som Helena er Sanne Saerens bevægende og levende, mens Lauring som veninde står for de kølige overvejelser.

Dramaet indledes med det længste kys i dansk teaterhistorie, og Helena kommenterer, at det var ikke det første kys – det var heller ikke det sidste, for sådan var det slet ikke. Denne bemærkning skal sammenholdes med hendes udgangsreplik: ”Det er første gang, jeg rører ved ham!” Og dermed er skismaet mellem fantasi og virkelighed markeret. Imellem de to replikker pendler dramaet også mellem to verdener: den dødsdømte Collins nedgjorte og ydmygende tilværelse på dødsgangen i et amerikansk fængsel og den frustrerede Helenas kedsommelige liv i et dansk køkken. Hun indleder en brevveksling med ham og møder ham en enkelt gang med en glasvæg mellem dem, før dødsdommen eksekveres. Som kontrast til Helenas udsigtsløse forhold står venindens fremtid med et nært forestående bryllup og et solidt og overskueligt liv – nok mindre baseret på hjerte end på hjerne. Og som kontrast til Collins desillusionerede tilværelse står den bestialske og hensynsløse fængselsbetjent. Underligt nok oplever jeg ikke dramaet som et debatindlæg om dødsstraf, ej heller som et humanistisk reportage imod dødsstraffen. Jeg tror, at det mere handler om kærlighedens umulige vilkår i en verden af råhed og umenneskelighed og om to mennesker, der hver for sig er fanger i en frustrerende, udsigtsløs tilværelse. Sanne Saerens spillede levende, lidenskabeligt og bevægende rollen som Helena uden nogen form for forloren dramatik. Der er en smertelig højhed i denne præstation, mens Sophie Louise Lauring som veninden tegner de kølige, intellektuelle overvejelser. Over Morten Christensens Collin er der en egenartet kejtet stivnen, en resignerende falden ind i sig selv, mens Anders G. Kochs inhumane fængselsbetjent, et gigantisk monster, bliver til selvophøjelse og sarkastiske latterorgier. Frederik Arntzen Neergaard har instrueret dette drama frem til et stykke bevægende teater, hvis intensitet holdt publikum i en dødsstille afventende position. Jens Henneberg kultur@nordjyske.dk Thomas Markmann: ”Død mands kvinde” Instruktion: Frederik Arntzen Neergaard Odense Teater på Aalborg Teaters lille scene.