EMNER

Fantastisk cykelvejr

Sponsorerne måtte til lommerne

Lørdag var det igen blevet tid til at afvikle cykelsponsorløb i Syvsten IF. Dækkene var pumpet, sponsorkilometerne var i hus og kl. 16 klippede den tidligere købmand i Syvsten snoren, så cyklisterne kunne trampe løs i pedalerne. Solen skinnede lystigt og vinden drillede ikke som tidligere år. 14 cyklister deltog i løbet, som har til formål at cykle penge ind til medlemsaktiviteter i klubben. - Vi er blevet mødt med stor velvillighed hos firmaer og private personer, og det er vi meget taknemmelige for. I alt blev der cyklet 33.500 kroner ind til foreningen, fortæller formanden Inge Nørbjerg Rasmussen. 252 km blev trampet hjem i løbet af en time. Efterfølgende var der spisning i Syvstenhallens cafeteria, hvor klubbens æresmedlemmer var indbudt.