Fantastisk rus at opleve fuglens vingesus

Fugleinteresserede var i går på udkik efter den majestætiske kongeørn i Lille Vildmose

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Tina Jensen var sammen med sin søn, Jonas, på udkik efter kongeørnen. Tina Jensen har for tre år siden købt en campingplads i Mou for at komme tættere på de store fugle, som hun er meget afhængig af at opleve jævnligt.

LILLEVILDMOSE:Med opmærksomme øjne og en kikkert hængende om halsen nærmer en gruppe mennesker sig ganske roligt ørnetårnet, der står gemt i en klynge grantræer i udkanten af Høstemark Skov i Lille Vildmose. Fulde af forventning kravler de op i det såkaldte Rovfugle Tårn, hvorfra man på en god dag kan være heldig at opleve den gigantiske kongeørn spise af foderbrættet, der er placeret en lille kilomter længere fremme. Gruppen har på forhånd fået at vide, at kongeørnen - med et vingefang på over to meter - måske netop i dag sidder nede på brættet og flår kødlunser af en død gris. Den store fugl er blevet set de seneste par dage, har ornitolog Kurt Rasmussen fortalt tidligere. Om den majestæstiske fugl sidder og æder vender vi tilbage til. Ørnens Dag I anledning af den årlige begivenhed, De Store Fugles Dag, inviterede Dansk Ornitologisk Forening (DOF) i går fugleinteresserede med ud i naturen i hele landet. Og for at markere ørnenes comeback i den danske natur og at Dansk Ornitologisk Forening i år har 100 års jubilæum, havde dagen i går et ganske særligt fokus på ørnene. - Vi laver arrangementet for at udbrede interessen for fugle. Og vi vil også gerne gøre noget for, at folk skal beskytte fuglene, siger Kurt Rasmussen, der er formand for Dansk Ornitologisk Forening i Nordjyllands Amt. - Når flere folk lærer fuglene at kende, så er der også flere til at passe på dem og gøre noget for, at har mulighed for udbrede sig, forklarer Kurt Rasmussen, der har kikket på fugle siden han var knægt. Med udgangspunkt fra Lille Vildmosecentret gav Kurt Rasmussen i løbet af lørdagen omkring 100 fremmødte fugleinteresserede et indblik i, hvad det vil sige at kikke på fugle. Og han forklarede også, hvad der er helt unikt ved at kikke på fugle: - At kikke på fugle er for mig fred og ro. Jeg slapper af, når jeg ser på fugle. Og det giver jo en helt fantastisk fornemmelse i kroppen, når man oplever en af de store rovfugle komme svævende, siger Kurt Rasmussen. Et kæmpe sus For mange af de fremmødte fylder rovfuglene så meget, at de nærmest er afhængige af at opleve dem jævnligt. En af de meget ivrige fuglekikkere er Tina Jensen, der ligefrem er flyttet fra Sjælland til Lille Vildmose for at komme tættere på de store fugle. - Jeg bliver fuldstændig høj, når jeg ser kongeørnen. Blodet begynder at bruse, og det løber ekstra stærkt gennem kroppen i flere dage, når jeg har oplevet de store fugle, siger Tine Jensen, der i går havde taget sin søn Jonas, med på fuglekikkeri. - Vi købte for tre år siden en campingplads i Mou for at komme tættere på fuglene. Og nu har vi også mange campinggæster, som vi deler vores interesse for fugle med, siger Tina Jensen, der flere gange har oplevet kongeørnen i området. Lidt for tåget Oppe i Rovfugle Tårnet er der nu tæt pakket med fugleentusiaster. Stort set alle sammen har de kikkerten foran øjnene i håbet om at opleve kongeørnen nede ved foderbrættet. Men nej. Kongeørnen er der ikke nu. "Kun" et par musvåger mæsker sig i den gamle gris, som skovfogden har lagt frem. - Den har været på foderbrættet her til morgen. Nu sidder den nok og skutter sig i sit træ inde i skoven, forklarer Kurt Rasmussen. - Måske er det også lidt for tåget i dag til at kongeørnen vil ud at flyve. Den kan godt være lidt doven, når den har spist. Den er lidt som os mennesker, smiler Kurt Rasmussen, inden han igen tager kikkerten op til øjnene.