Fantasy-serie var danskernes foretrukne på Netflix i 2019

Tv-serien "The Witcher" med Lars Mikkelsen i rollen som troldmanden Stregobor var danskernes foretrukne i år.

Skuespiller Lars Mikkelsen er aktuel i Netflix-satsningen "The Witcher". (arkivfoto.)

Skuespiller Lars Mikkelsen er aktuel i Netflix-satsningen "The Witcher". (arkivfoto.)

KØBENHAVN:Fantasy-serien "The Witcher" med skuespiller Lars Mikkelsen er den mest streamede tv-serie eller film på Netflix i Danmark i 2019.

Det afslører streamingtjenesten i en pressemeddelelse.

"The Witcher" med Henry Cavill i hovedrollen som monsterjægeren Geralt of Rivia og Lars Mikkelsen i rollen som troldmanden Stregobor er blevet udråbt til at være "det nye Game of Thrones".

Den mest streamede film i Danmark på Netflix er komedien "Murder Mystery" med Adam Sandler og Jennifer Aniston i hovedrollen.

Lars Mikkelsens bror, Mads Mikkelsen, er også at finde på top-10 over mest streamede film og tv-serier.

På femtepladsen er filmen "Polar", hvor Mads Mikkelsen spiller den pensionerede lejemorder Duncan Vizla.

Tredje sæson af "Stranger Things" er den anden mest streamede tv-serie, mens ungdomsserien "Sex Education" med svenske Mikael Persbrandt er den tredje mest streamede tv-serie.

Blandt spillefilm er de to actionfilm "Triple Frontier" og "6 Underground" på henholdsvis anden- og tredjepladsen over mest streamede film.

Blandt dokumentarer er naturfilmen "Vores Planet" den mest streamede.

Listerne er lavet ud fra det antal Netflix-konti, som har set mindst to minutter af en serie, film eller dokumentar, i de første 28 dage efter den blev gjort tilgængelig på Netflix i 2019.

Titler, der er udgivet i december, som "The Witcher", er baseret på både seertal og forventede seertal.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.