Far blev slæbt med til Dana Cup

Hanne Brusgaard trak sin far med til Dana Cup for 25 år siden - nu er de begge engagerede frivillige

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Bjarne Nielsen har ingen undskyldning for ikke at give en hånd med, nu hvor han er blevet pensioneret, mener han. Foto: Bent Bach

Hvem af de to - far og datter - der holder hvem til Dana Cup ilden, er svært at afgøre. Et faktum er det i hvert fald, at Bjarne Nielsen i sin tid blev frivillig i Dana Cup, fordi datteren Hanne Brusgaard var begyndt at spille fodbold i Fortuna. - Så blev man jo hvirvlet ind i det som forælder. Der skulle hentes og bringes, og så blev det jo også Dana Cup tid, fortæller Bjarne Nielsen, der har travlt med at passe de store brændekomfure i Dana Cup køkkenet bag Vendiahallen. Ikke rigtig jubilæum Det er 25 år siden, han første gang var frivillig, men der er alligevel ikke tale om et rigtigt jubilæum. - Nej, der har været enkelte år, hvor jeg ikke har haft mulighed for at være her, så det er ikke et rigtigt 25 års jubilæum, undskylder han. I dag spiller datteren Hanne Brusgaard ikke fodbold mere. Arbejder begge i køkkenet Hun er i stedet gået i fars fodspor som frivillig under den store, internationale cup. Endda i køkkenregionerne, ligesom far. Sammen med resten af de 1700 frivillige hjælpere, der hvert år får Dana Cup til at glide på skinner og gæster og deltagere til at føle sig godt tilpas. - Nu skal I se her, hvis I kigger her på oversigten, så kan I se lige præcis hvor i skal være henne, lyder det fra Hanne Brusgaard, da hun guider et par helt unge piger på plads, før der skal serveres frokost. Kommer igen og igen Samtidig passer far, Bjarne Nielsen, nogle af kødgryderne. - Det er så hyggeligt at se alle de unge mennesker, så de slipper ikke for mig lige foreløbig, siger Bjarne Nielsen, mens han passer maden med stor omhu. Han er pensioneret oberst. - Så nu har jeg jo slet ikke nogen undskyldning for ikke at komme og give en hånd med, griner han. Så der er gode odds på, at far og datter også i de kommende år vil være at finde til Dana Cup.