Far: - Der var selvmordsforsøg onsdag

Nordjyllands Politi har overfor faren bekræftet, at de fulgte 21-årig på hospitalet efter selvmordsforsøg i Aalborg Arrest forud hans død.

Faren til den 21-årige, der begik selvmord i arresten i Aalborg, har fået bekræftet hos Nordjyllands Politi, at der var tale om et selvmordsforsøg onsdag. Foto: Torben Hansen

Faren til den 21-årige, der begik selvmord i arresten i Aalborg, har fået bekræftet hos Nordjyllands Politi, at der var tale om et selvmordsforsøg onsdag. Foto: Torben Hansen

Mandag kunne NORDJYSKE Medier fortælle, at den 21-årige mand, som fredag aften eller nat hængte sig i sin celle i Aalborg Arrest, havde forsøgt at begå selvmord allerede om onsdagen. Denne oplysning fik faren til den 21-årige nu bekræftet tirsdag hos Nordjyllands Politi. - Der var to betjente, som fulgte min søn til sygehuset i Aalborg, fordi han havde forsøgt selvmord ved at tage tre piller. Desuden havde han mærker på det ene håndled, oplyser faren, Jim Karlsen. - Og der var to andre betjente, som var hos ham, mens han var på sygehuset. De har fortalt, at han var stille og rolig, og efter seks til otte timer blev han kørt tilbage til arresten igen, siger Jim Karlsen. - Det er horribelt Under sit besøg på politigården i Aalborg talte han selv med en af de betjente, der havde været med sønnen på sygehuset. Men arrestforvarer i Aalborg Arrest, Steen Væver, har til Ritzau afvist, at den 21-årige havde forsøgt selvmord om onsdagen, men der havde været en episode. - Jeg ved ikke, om de har negligeret min søns forsøg på at tage sit eget liv. Men efter opholdet på sygehuset blev han bæltefikseret i flere timer i arresten, og så kom han op i sin egen celle med sin livrem i behold. Her springer elastikken. Det er horribelt, siger Jim Karlsen om sønnens død. Trods utallige forsøg de seneste dage er det ikke lykkedes NORDJYSKE at få kontakt til arrestforvarer Steen Væver. Det er ikke lykkes at få kontakt til den betjent, der efterforsker sagen.