EMNER

Far fik fængsel for passiv opførsel

{ HILLERØD: Forældre risikerer en tur i fængsel, hvis de passivt ser til, mens deres børn mishandler dyr. Det viser en dom fra byretten i Hillerød, oplyser Dyrenes Beskyttelse. Her fik en far 10 dages ubetinget fængsel for ikke at have grebet ind, da hans to børn mishandlede en 10 uger gammel killing. De to børn på fem og seks år løftede killingen op i halen og svingede den rundt, hvorefter de slog den ned i asfalten. Killingen fik slået en tand ud og fik blødende sår samt voldsomme hævelser i hovedet. Vidner så episoden og gik til politiet. Hos Dyrenes Beskyttelse er dyreværnsinspektør Tom Bengtsen meget glad for dommen: - For det første slår den fast, at forældrene er fuldt ansvarlige, hvis de ved, at deres børn ikke behandler dyr ordentligt. For det andet er der tale om en fængselsstraf for dyremishandling. For bare få år siden ville en lignende sag måske kun have givet en bøde på 500 kroner, mener Tom Bengtsen. /ritzau/