Retspleje

Far frikendt for misbrug af datter

Dom i byretten blev til frikendelse i landsretten

HIRTSHALS:En 35-årig mand fra Hirtshals kunne i går ånde lettet op og forlade Vestre Landsret som en fri mand. Den 35-årige fik i januar i år en fængselsdom for flere gange at have haft anden kønslig omgang end samleje med sin nu 11-årige datter, da hun sidste forår sammen med sin lillebror var på ferie hos ham i hans hjem i Hirtshals. De to børn bor ellers hos deres mor. Domsmandsretten i Hjørring godtog pigens oplysninger om at hendes far havde forgrebet sig på hende, selv om hendes far bedyrede sin uskyld. Den 35-årige blev idømt fire måneders fængsel og en erstatning på 20.000 kr. til sin datter. Landsretten mente ikke, at der ikke var tilstrækkeligt med beviser for, at misbruget har fundet sted. Desuden mente dommerne at der var gået for lang tid mellem den påståede hændelse og politianmeldelsen og den efterfølgende efterforskning. Dommerne i Landsretten var dog ikke enige om frifindelsen. Stemmerne var fire mod to.