EMNER

Far måtte selv til bageren

Tilbehør til Weber'en er i høj kurs Fars Dag

Grundlovsdag er også Fars Dag, dagen hvor alle fædre skal forkæles. Og så er spørgsmålet, hvordan. Er det morgenmad på sengen, en kantklipper til haven, en skjorte eller underbukser, en middag i byen, en duftgave eller en dag hvor, som et barn har udtrykt det, hvor vi skal være søde ved far. Eller er det slet ingen af delene. NORDJYSKE tog pulsen på, hvad Fars Dag indbefatter. Og umiddelbart skulle man tro, at det primært ville være kvinder, der denne søndag var sendt til bageren efter rundstykker og basser. Men beklager: det var mændene, der havde taget opstilling i køen hos bageren i Hune. Vi mødte Jens Wærum fra Aarhus uden for bageren med favnen fuld af brød. En rask løbetur og en dukkert i Vesterhavet havde fået sulten frem. - Når vi er i sommerhuset, løber jeg og mødes med min kone på stranden for at bade, derefter henter jeg brød og så har hun æg parat, siger Jens Wærum, der endnu ikke havde fået en gave, men til gengæld havde han en hel klar formodning om, at hustruen ville invitere ham på en bid brød om aftenen. Han Herreds Tømmerhandel i Hune havde det forholdsvis roligt fra morgenstunden, gaverne til fædrene var købt dagen i forvejen. - Vi har solgt en del gavekort, ellers er det tilbehør til Weber-grillen, der hitter mest, siger Lene Sørensen.