Gymnasiale uddannelser

Far, mor og datter fejrer deres huer

Bendt og Lotte Aarup mødte hinanden på gymnasiet. I år fejrer de både jubilæum og datterens hue

Bendt (tv.) og Lot­te Aarup (th.) hav­de 25 års ju­bi­læ­um som stu­den­ter i fre­dags. Sam­me dag blev dat­te­ren Eli­sa­beth stu­dent, og næs­te år be­gyn­der den yng­ste dat­ter, Loui­se, på Dron­ning­lund Gym­na­si­um.Foto: Kurt Be­ring

Bendt (tv.) og Lot­te Aarup (th.) hav­de 25 års ju­bi­læ­um som stu­den­ter i fre­dags. Sam­me dag blev dat­te­ren Eli­sa­beth stu­dent, og næs­te år be­gyn­der den yng­ste dat­ter, Loui­se, på Dron­ning­lund Gym­na­si­um.Foto: Kurt Be­ring

DRONNINGLUND/HJALLERUP:Gymnasietiden er en tid, de fleste husker resten af livet. Men for familien Aarup fra Hjallerup er Dronninglund Gymnasium meget mere end et kært minde. Det var faktisk her, familien tog sit udspring - og gymnasiet er stadig en del af deres liv. Bendt og Lotte Aarup mødte nemlig hinanden på gymnasiet. I 1982 blev de studenter sammen på den første årgang i gymnasiets historie. Og her 25 år senere er deres ældste datter, Elisabeth, også blevet student fra selvsamme gymnasium. I fredags fejrede familien både forældrenes jubilæum og datterens studentereksamen. 25-års jubilarerne var nemlig inviteret med til dimissionen af de nye studenter på Dronninglund Gymnasium. - Vi synes jo, det er lidt sjovt. Det er jo specielt, at vi står her 25 år efter, samtidig med at vores datter bliver student, siger Bendt Aarup. - Men det er Elisabeths dimission, der er det vigtigste. Vi har haft vores rampelys, siger Lotte Aarup med et smil. Historien om familien Aarup bliver ikke mindre pudsig af, at Bendt og Lotte Aarup gik i x-klassen - nøjagtig - ligesom datteren gør i dag. 25 års jubilarerne er begge matematiske studenter - ligesom datteren. Og Bendt Aarup er ingeniør - ligesom Elisabeth vil være, når hun efter sommerferien starter på universitetet. Så man fristes næsten til at kalde Dronninglund Gymnasium for en familietradition hos familien i Hjallerup. Navnet Aarup er hvert fald kendt på Dronninglund Gymnasium. Historier hører med Det er da heller ikke udelukkende datterens lektier og karakterer, som Bendt og Lotte interesserer sig for. Det har været mindst lige så sjovt for jubilarerne at følge med i livet på deres gamle gymnasium. - Det er jo sjovt, når vi har været på gymnasiet til forskellige arrangementer. Så møder vi nogle, vi kender, siger Bendt Aarup. Og noget tyder på, at mange kender Bendt og Lotte Aarup. Elisabeth kan i hvert fald mærke, at hun er datter af to tidligere klassekammerater på det gymnasie, som hun selv går på nu. - Der er nogle af lærerne, der ofte taler om mine forældre. Der er f.eks. en af lærerne, der bliver ved med at fortælle, hvordan han kunne løbe fra min far dengang, siger Elisabeth Aarup, der straks bliver afbrudt af Bendt Aarup: - Nej, det kan vidst ikke passe! - Og jeg hører da også røverhistorier fra dengang mine forældre gik på gymnasiet. Min far kan en eller anden historie om frikadellemadder. Men den er du bedst til at fortælle, siger Elisabeth og kigger på sin far. - Det var til en skolefest, hvor jeg kom senere end de andre. Da jeg kom, var de andre allerede godt oppe at køre, og da jeg trådte ind af døren, fik jeg smidt frikadellemadder lige i hovedet, siger Bendt Aarup. der tydeligt stadig synes, at det var sjovt. - Og jeg har også hørt historien om, hvordan mine forældre mødte hinanden, tilføjer Elisabeth og kigger på sine forældre. - Ja, det var jo noget med, at jeg ville fortælle Lotte, at hun havde øjne som skovsøer. Men hun havde travlt med at tale med vores engelsk lærer, og i min iver for at komme i kontakt med hende, kom jeg til at hælde øl ned i nakken på læreren, fortæller Bendt Aarup og bryder ud i stor latter. Nogle ting ændrer sig Udover at udveksle historier fra to forskellige tider på Dronninglund Gymnasium, har det også været sjovt for familien Aarup at se, hvor gymnasiet har ændret sig - og hvor det ikke har. For der er faktisk mange ting, der er, som de var for 25 år siden. Elisabeth Aarup har f.eks. den samme matematiklærer, som forældrene havde for 25 år siden, ligesom mange bøger også er de samme. - Da jeg hørte, at Elisabeth havde en af mine lærere, så skulle jeg da lige høre, om han stadig var den samme. Det var han, siger Lotte Aarup uden at komme nærmere ind på, hvordan han var. Men der er også alle de ting, der ikke er de samme. Især ambitionerne og traditionerne har ændret sig. - Jeg kan slet ikke huske, at vi forberedte os til eksamen. Jeg er meget imponeret over den flid, de unge mennesker har i dag, siger Bendt Aarup, der trods alt fik et flot gennemsnit. Og traditioner var der faktisk ingen af i 1982. I dag er der både gallafester, studierejser og skiferier. - Vi var det første hold, og vi var kun en årgang og fem klasser. Vi nåede ikke at stifte de traditioner, som der er i dag, siger Lotte Aarup. En tradition fik de første studenter på gymnasiet dog lavet. De holder stadig kontakten ved lige. - Vi havde et godt sammenhold i klasse, og vi ser da jævnligt mange af dem. Og når vi mødes, er det ofte sådan, at pigerne taler om, hvad der er sket i livet, mens mændene fortæller røverhistorier fra gymnasietiden, siger Bendt Aarup. Selvom seneste medlem af Aarup familien netop er blevet student, så slipper Dronninglund Gymnasium ikke for familien. Bendt og Lottes yngste datter starter på gymnasiet efter sommerferien.