Far nægter kendskab til knivstik

48-årig, der er anklaget for at have tilskyndet sin 13-årige søn til at slå moderen ihjel, vidnede i går i Vestre Landsret

VESTRE LANDSRET: 18. oktober 2005 brød en 13-årig dreng ind hos sin mor i Hjørring klokken syv om morgenen, hvorefter han stak hende med en kniv i maven. Den 13-årige har erkendt mordsøget. I går indledtes sagen mod drengens 48-årige far fra Brøndby. Hele familien kommer oprindeligt fra Irak. Den 48-årige er sigtet for at have tilskyndet sin søn til at forsøge at dræbe hans mor og den 48-åriges ekskone. Faderen nægter sig skyldig. Mordforsøget skete på moderens bopæl i Hjørring 18. oktober sidste år. Inden da skulle den sigtede, ifølge anklageren, have transporteret sin søn fra hans bopæl i Brøndby til Hjørring, hvor sønnen gik ind i lejligheden, stak sin mor med et to centimeter dybt stik i maven og kørte væk fra stedet med faderen som chauffør. Den næstyngste søn, som boede hos kvinden, ringede 112. Men da politiet kom frem, var faderen og den 13-årige kørt. Den 48-årige blev anholdt på motorvejen ved Randers et par timer efter. Og op ad formiddagen meldte den 13-årige søn sig hos Aalborg Politi. Ophævet ægteskab Forud for knivstikkeriet følger en lang familiefejde, der ifølge manden brød ud, da ekskonen forlod den 48-årige sammen med parrets 3-årige datter i marts 2005 uden at fortælle, hvor hun tog hen. I juli blev ægteparret separeret. I en lang periode vidste den sigtede ikke, hvor ekskonen befandt sig. Den 48-årige ledte efter hende på krisecentre og forskellige steder i landet, hvor han havde hørt rygter om, at ekskonen befandt sig. Brøndby Kommune sørgede for, at parrets to yngste sønner - ud af en søskendeflok på fire - kom til at bo hos deres mor, mens den ældste 13-årige søn blev hos faderen. Den 48-årige forsøgte på flere måder at finde ud af, hvor ekskonen opholdt sig, og det lykkedes ham endelig, da han en måned før knivstikkeriet ringede til ekskonens telefonselskab og bad om at få hendes telefonregning - med adresse på - tilsendt. Jagt på hustru Den sigtede hængte nu opslag op i butikkerne i Hjørring, hvorpå der var et billede af hans ekskone og en tekst der hed ”pas på tyven”. I opslaget fortalte den 48-årige om, at hans ekskone stjæler og er en dygtig tyv, der ofte har stjålet for beløb som 13.000 kroner. Han kontaktede også politimesteren i Hjørring og fortalte om sin ekskones tyverier. - Var det fordi du var jaloux og skulle hævne dig på din ekskone?, spurgte vicestatsadvokat og anklager i sagen Kirsten Dyrmann. Men den 48-årige holdt på, at det intet havde med sagen at gøre, men han ønskede at redde sine børn fra denne indbrudstyv. En måned før knivstikkeriet fik den 48-årige en dom for at have truet med at slå sin ekskone ihjel. Den 48-årige sigtede er politisk flygtning fra Irak. I otte år under Saddam-regimet sad den 48-årige fængslet, fordi han var politisk aktiv imod Saddam Hussein. Indtil videre har kun den sigtede vidnet i retten. I dag vidner blandt andet den 13-årige søn, hans yngre bror, der ringede 112 og den forurettigede kvinde. Der falder først dom i sagen torsdag.