Far nægter trusler

En 40-årig far til to er løsladt, efter at hans ekskone fredag aften anmeldte ham for trusler om at ville slå parrets børn ihjel.

En 40-årig mand fra Brønderslev måtte i weekenden overnatte i detentionen på politigården i Aalborg, efter at hans ekskone havde anmeldt ham for trusler mod parrets to børn på fem år. Fredag aften opholdt børnene sig hos faren, som ikke længere bor sammen med børnenes mor. Ifølge morens anmeldelse ringede manden ved 21-tiden til hende og fortalte, at han ville slå deres børn ihjel. Kort efter ringede han ifølge moren igen og sagde, at nu havde han gjort det. Begge børn var i live Kl. 21.20 modtog politiet morens anmeldelse, hvorefter politi og beredskab rykkede talstærkt ud til farens adresse i Brønderslev. Her kunne de dog konstatere, at begge børn var i live, og at ingen af dem havde lidt fysisk overlast. Faren, der var påvirket af alkohol, blev anholdt og taget med til politigården i Aalborg, hvor han efter afrusning blev afhørt. Modstridende forklaringer Hvad der rent faktisk er foregået fredag aften, er der to modstridende forklaringer på. Den 40-årige far nægter at have truet med at slå børnene ihjel. - Han siger, at han aldrig kunne finde på at gøre sine børn ondt, oplyser Torben Asmussen fra Nordjyllands Politi. Faren blev løsladt lørdag kl. 14.25 uden forudgående grundlovsforhør. - Det er nu op til juristerne at afgøre, om der er grundlag for at rejse tiltale, siger Torben Asmussen.